Store danske skoleelever indtager en kedelig førsteplads i Europa, når det kommer til erfaringer med alkohol.

Danske 15-årige er dem i Europa, der både drikker alkohol hyppigst, og som oftest har prøvet at være fuld.

Det viser en ny rapport fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

Mens 82 procent af de danske 15-årige prøvet at drikke alkohol, gælder det 59 procent af deres europæiske jævnaldrende.

Samtidig har 65 procent af de danske 15-årige drukket alkohol inden for den seneste måned, og 42 procent har prøvet at være fuld mindst to gange.

Det er cirka dobbelt så højt som gennemsnittet i Europa.

Undersøgelsen, der gentages hver fjerde år, er foretaget blandt 227.000 europæiske skoleelever i alderen 11, 13 og 15 år.

Statens Institut for Folkesundhed står for den danske del af studiet, som inkluderer 3.660 elever i 5., 7. og 9. klasse.

Her ærgrer det projektleder og forsker Mette Rasmussen, at de danske unge fortsat er dem, der drikker mest - som de også gjorde i den seneste undersøgelse.

- Det er bekymrende, at danske elever fortsat har så kedelig alkoholadfærd, siger Mette Rasmussen i en pressemeddelelse.

- Vi ved, at et stort indtag af alkohol og særligt meget alkohol på én gang øger risikoen for blandt andet ulykker, vold og sex og stofindtag, som senere fortrydes.

De danske unge sidder tungt på førstepladsen i Europa, fordi deres alkoholforbrug har været svagt stigende, mens det i en del andre lande har været faldende eller er stagneret.

Det fortæller seniorforsker Jeanette Østergaard fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive).

Hun har tidligere været med til at gennemføre en stor undersøgelse om de danske unges alkoholforbrug. Den viste blandt andet, at forældrenes indstilling til de våde varer gør en forskel for de unges druk.

- Hvis de sætter nogle begrænsninger for, hvor meget de unge må drikke, når de går til fest med andre unge, kan det have en reducerende effekt for de unges alkoholforbrug. Især i de første år fra 15 til 18 år, siger hun.

Da tallene er indsamlet i 2018, er det uvist, om coronakrisen har ændret på de danske skoleelevers adfærd.

Mens de 15-årige markerer sig negativt i undersøgelsen, ser det anderledes ud for de 11- og 13-årige i Danmark.

De er placeret omtrent i midten blandt deres jævnaldrende rundt om i Europa, hvad angår erfaringer med alkohol og fuldskab.

/ritzau/