Ron Esclavo.

Det er navnet på en rom, som den fynske spiritusproducent med navnet 1423 har solgt i snart et årti.

Det er også det navn, som de seneste par uger har medført, at virksomheden er blevet lagt for had ikke bare herhjemme, men også i lande som USA og Storbritannien.

Det skyldes, at Ron Esclavo på dansk betyder slave-rom – noget, der især er kommet fokus på den seneste tid på grund af Black Lives Matter-bevægelsen rundt om i verden.

»Der er kommet rigtig mange beskeder – både på sociale medier og direkte til os – fra folk, som ønsker det værste for vores virksomhed og for vores medarbejdere,« fortæller Joshua Singh, der er medejer af 1423.

»Det har været meget voldsomt og ikke særligt sjovt at læse,« siger han videre og fortæller, at kritikken startede på internetforummet Ministry of Rum, hvor det hurtigt tog fart.

»Vi har været i dialog med administratoren, som har fortalt, at han har slettet flere hundrede kommentarer, fordi de var så voldsomme og grove. Der var blandt andet dødstrusler iblandt.«

Som følge af den voldsomme kritik har 1423 nu valgt at ændre navnet på deres rom.

Det er denne rom, som har været genstand for massiv kritik.
Det er denne rom, som har været genstand for massiv kritik. Foto: 1423
Vis mere

Joshua Singh understreger, at navnet ikke var tiltænkt at støde nogen, men i stedet var ment som en anerkendelse og hædring af de slaver, der i mange år leverede det hårde arbejde bag produktionen af rommen.

»Vi ville gerne oplyse om den her mørke i historien i Caribien. Vi fire, der står bag virksomheden, har alle indisk baggrund og ville bare gerne skabe noget debat om sukkerets og rommens historie,« siger han og fortsætter:

»Vi havde aldrig nogensinde forestillet os, at det ville gå galt med det navn, for vi havde virkelig de bedste intentioner.«

Hvorfor tror du, at I først møder kritik nu?

»Da vi startede brandet for 9-10 år siden, var vi et lille hobbyfirma, så jeg tror, det er en kombination af, at vi er blevet større og sælger til flere lande, og at vi lever i en anden verden i dag,« siger han og fortsætter:

»Det er lidt vemodigt at skulle ændre navn, da vi har været meget stolte af vores produkt og altid har ment, at vi forsøgte at gøre noget godt, men der er ikke rigtigt andet at gøre, for vi har virkelig ikke noget ønske om at støde folk eller gøre dem kede af det.«

Hvornår Ron Esclavo-rommen får nyt navn – uden slavereferencer – er uvist.

Ifølge Joshua Singh arbejder virksomheden med forskellige navne, men på grund af blandt andet copyright og trademark (varemærke, red.) er det ikke så ligetil.

»Derudover har vi en masse varer på lager, som vi skal have solgt, og så har vi en masse materiale på vores hjemmeside og sociale medier, som vi skal være sikre på, at vi kan ændre uden problemer, før vi kan melde noget ud offentligt,« afslutter han.