Omkring 400 ansatte i den store danske biotek-virksomhed Chr. Hansen har sendt et protestbrev til ledelsen.

Det sker, efter at ledelsen har valgt at fjerne regnbueflag til støtte for LGBTQ+-bevægelsen på virksomhedens profiler på sociale medier. Læs hele brevet herunder:

»Vi er ekstremt oprevet over beslutningen. Vi oplever, at I værdsætter profit og kunders komfort mere end jeres medarbejderes velbefindende og marginaliserede minoriteter i hele verden, som har brug for, at vi træder fem i disse hårde tider,« står der i brevet til ledelsen i Chr. Hansen.

Brev fra ansatte til ledelsen i den danske virksomhed Chr. Hansen.
Brev fra ansatte til ledelsen i den danske virksomhed Chr. Hansen.
Vis mere

Virksomhedens beslutning om at fjerne regnbueflagene kommer som en reaktion på pres fra amerikanske kunder og trusler mod amerikanske ansatte. Det fortæller direktionsmedlem i Chr. Hansen Winnie Bügel til Børsen.

Winnie Bügel afviser over for B.T. at uddybe, hvor mange trusler der er tale om, eller hvad truslerne har handlet om:

»Vi kan af personlige hensyn ikke uddybe truslerne nærmere, andet end at de har været voldsomme, og at vi derfor har vi været nødt til at agere,« skriver Winnie Bügel.

Winnie Bügel, direktionsmedlem i biotek-virksomheden Chr. Hansen.
Winnie Bügel, direktionsmedlem i biotek-virksomheden Chr. Hansen. Foto: Pressefoto fra Chr. Hansen
Vis mere

Hun afviser også at sige noget om, hvilke amerikanske kunder der har presset Chr. Hansen. Men hun skriver, at presset fra kunderne har været så stort, at beslutningen om at fjerne regnbueflagene også er taget for at kunne »drive en sund forretning«.

Det argument kritiseres i brevet fra gruppen af utilfredse ansatte:

»Vi burde i stedet gøre det klart for vores kunder, at vi ikke vil tolerere krænkelser af vores medarbejdere,« står der i brevet.

Direktionsmedlem Winnie Bügel afviser at stille op til interview, men forsikrer, at virksomhedens arbejde med »diversitet, retfærdighed og inklusion i hverdagen« fortsætter.

»Vi er p.t. i dialog med medarbejderne om, hvordan vi kan skrue endnu mere op for støtte og aktiviteter på dette felt,« skriver hun i en mail til B.T.

Det er medarbejderne bag brevet til ledelsen skeptiske over for:

»Det er noget af en udtalelse set i lyset af, at I bogstaveligt talt har fjernet al udadvendt støtte til LGBQ+-rettigheder,« skriver medarbejderne.

»Det betyder, at I aktivt modarbejder minoritetsrettigheder. Man kan ikke være neutral i kampen for lige rettigheder,« fortsætter brevet længere nede.

Chr. Hansen har flere tusinde ansatte og findes i over 30 lande. 

Ud over at have fjernet regnbueflag fra virksomhedens profiler på sociale medier har ledelsen fjernet artikler med interview med ansatte LGBTQ+-personer på virksomhedens hjemmeside.

Chr. Hansen lancerede sidste år et partnerskab med Copenhagen Pride med ordene »vi omfavner diversitet, så du hver dag trygt kan komme på arbejde præcis som den, du er«.

Men nu har virksomheden bedt om at få fjernet firmaets logo fra Copenhagen Prides hjemmeside, skriver DR.