Selvom vejret i disse dage er ret godt i Danmark, så er utallige danskere lige nu på vej til udlandet på ferie.

Men det er ikke alle danske turister, der er lige tilfredse med deres tur til udlandet.

Brian Brund tog sammen med sin kone og sine børn til den tyrkiske ferieby Marmaris med forhåbningen om en fantastisk ferie.

Men efter de er kommet hjem, ser de tilbage på en ferie, der gik efter alt andet end planen, og ansvaret placerer de på rejseselskabet Bravo Tours.

I et langt brev, som de har sendt til Bravo Tours, lister de det ene problem efter det andet. Alt fra muligt indbrud på hotelværelset til et pludseligt skift af lufthavn.

Men der er specielt en enkelt situation, som virkelig irriterer Brian Brund.

»Man betaler for noget, og de sørger ikke engang for, at man kan komme hjem igen,« forklarer han.

Situationen sker, da Brian Brunds børn som planlagt skal hjem fra Tyrkiet en uge tidligere, end han selv skulle hjem.

Men da børnene ankommer til lufthavnen, står deres navne ikke på listen. Derfor stod de i lufthavnen uden nogen idé om, hvordan de kunne komme tilbage til Danmark.

»Bravo Tours havde glemt at bestille afgangen til dem. De var slet ikke skrevet ind i systemet. Det, synes jeg, simpelthen ikke er godt nok,« forklarer Brian Brund.

Til B.T. forklarer Bravo Tours, at de kender til sagen, og at de er i gang med at behandle klagen.

Det er specielt situationen omkring børnene i lufthavnen, som der bliver brugt kræfter på i forbindelse med klagen, da man ikke har fundet frem til, hvorfor børnene ikke stod på listen.

»Børnene var på vores lister hos Bravo Tours, men de var ikke på listerne nede i lufthavnen. Der var tre pladser til dem i flyet, men det stod bare ikke på listen,« forklarer Peder Hornshøj, der er administrerende direktør i Bravo Tours.

»Vi kigger nu nærmere på, hvordan det kan lade sig gøre.«

Peder Hornshøj forklarer, at der kan gå op til tre uger, fra en klage er sendt ind, til den bliver behandlet, og det er derfor, at Brian Brund og hans familie ikke har fået svar endnu. De sendte klagen den 14. juli.

Klagen indeholder et dokument på mere end to sider med beskrivelser af, hvad man har været utilfreds med. Derudover påpeger Brian Brund også, at man føler sig snydt for mere end 2000 kroner.

»De opfører sig så trekantet, når man taler med dem. De vil ikke høre på fornuft. Jeg hører også, at der er andre, som klager over dem for lignende historier,« siger han.

Hos Bravo Tours vil man ikke gå alt for dybt i sagen, mens den er under behandling hos deres klagenævn.

»Vi kigger på deres sag, og vi skal nok sørge for, at de får et godt svar fra os. Hvis ikke de er tilfredse med det svar, må de gå til rejseankenævnet,« forklarer Peder Hornshøj.

Brian Brunds børn kom hjem til Danmark som planlagt.