Det Ny Teater melder onsdag, at det på sociale medier er blevet udsat for chikane med, hvad der ligner "russisk propaganda", op til et støttearrangement for Ukraine.

Den 22. februar 2026 løber arrangementet "Ukrainske Stemmer - historier om frihed" af stablen.

I ugerne op til har det københavnske teater slettet eller skjult i omegnen af 150 til 200 kommentarer til annoncer på sociale medier som Facebook og Instagram.

Det anslår teaterdirektør Kasper Beknes, der beskriver beskederne som "hadefulde".

- Det er nogle virkelig hadefulde kommentarer om, at ukrainere er nazister. Det er også for eksempel underlige tegninger med russiske flag og en masse dollar og dødningehoveder, siger han.

Arrangement finder sted to dage inden fireårsdagen for Ruslands invasion af Ukraine.

Ved det deltager blandt andre den ukrainske nobelprismodtager Oleksandra Matvijtjuk og den danske skuespiller Nikolaj Coster-Waldau.

Kasper Beknes forklarer, at teatret normalt laver onlinekampagner for en lang række forskellige arrangementer. Det sker som regel uden større problemer.

Det er "meget, meget sjældent", at noget er kommet i nærheden af, hvad teatret har oplevet her, siger direktøren.

Han forklarer, at det blandt andet er omfanget, som får ham til at konkludere, at der er tale om "russisk propaganda" - samtidig med udseendet på de profiler, der står bag kommentarerne.

- Det ligner jo botter det hele, siger Kasper Beknes.

- Der er ikke nogen familiebilleder eller fødselsdagshilsner, og man kan se, at de har kommenteret til højre og venstre, fortsætter han.

/ritzau/