Skiltene hang ved flere benzinstandere. 'Ude af drift' og 'alt er tomt' stod der. Andre tankstationer var helt spærret af.
Der var simpelthen ikke mere benzin tilbage flere steder lige syd for den dansk-tyske grænse, ved Flensborg.
Flere lokale medier som Förde.news og Flensburger Tageblatt beretter om »et stormløb af danske kunder« – for det var såmænd biler med danske nummerplader, der var skyld i benzinpanikken.
Mens priserne er steget og steget i Danmark, blev der med effekt fra 1. juni hakket nogle afgifter af benzinpriserne i Tyskland.

Dermed var der tre-fire kroner at spare pr. liter.
Og det tilbud sagde mange danske tilsyneladende jatak til i løbet af pinsefridagene.
De første tankstationer i den nordlige del af Flensborg blev ifølge Förde.news allerede tørlagt i løbet af søndagen. Siden fulgt flere andre, blandt andet en tankstation i forbindelse med grænsesupermarkedet Poetzsch.
I omkring et døgn var der ikke til at få brændstof de pågældende steder.

Der skulle dog flere steder være kommet nye forsyninger søndag aften.

