Hos de fleste sædbanker kan man vælge en donor ud fra højde, drøjde og hårfarve.
Men hos Donor Network i Aarhus har man som den første sædbank i verden taget skridtet videre. Her kan man nemlig også se donorens IQ.
Og hver femte donor når ikke til leveringen, fordi de har en IQ under 85, som altså er smertegrænsen for sædbanken. Den gennemsnitlige dansker har en IQ på omtrent 100, skriver Illustreret Videnskab.
Overfor DR har lektor i medicinsk etik på Lunds Universitet i Sverige Daniela Cutas fortalt, at det er problematisk med en antagelse om, at en høj IQ er en garanti for et godt liv for et barn.
Men der er en god grund til, at sædbanken sorterer hver femte fra, fortæller Jakob Schölhammer Knudsen, der er direktør i Donor Network, til B.T.
»Der er to årsager til det. Vi prøver at hjælpe forældre ved at give det bedst mulige grundlag for at vælge den donor, de mener, er bedst,« siger han og tilføjer:
»IQ har også en arvelighed på mellem 50 og 80 procent – det er altså medicinsk relevant og veldokumenteret, at det giver mening.«
Samtidig ser Donor Network, at flere med en kriminel baggrund gerne vil være donere sæd – og her fremhæver han sammenhængen mellem lav IQ og den kriminelle løbebane. To ting, som ikke godkendes i sædbanken.
Daniela Cutas mener til gengæld ikke, at lav IQ og en plettet straffeattest fortæller meget om, hvilket liv et barn kommer til at leve.
»En høj IQ eller en plettet straffeattest er i sig selv upålidelige indikatorer af en donors potentiale eller karakter: En person med høj IQ kan være ulykkelig, asocial eller fordomsfuld, ligesom en person med en plettet straffeattest kunne have været et fuldstændig velfungerende medlem af samfundet, hvis omstændighederne havde været anderledes,« siger hun til DR.
Den kritik kan Jakob Schölhammer Knudsen ikke forstå. Han mener ikke, at IQ-kravet skulle være en garanti for noget som helst, men peger på, at alle forældre ønsker et sundt og raskt barn – hvor man hertil kan påvirke sandsynligheden for, hvordan det vil se ud.
Er det ikke et skråplan, at man nu også kan vælge donorer ud fra IQ? Hvad bliver så det næste?
»Når man skal vælge en donor, vil vi alle sammen gøre det, vi tror, der er bedst for vores børn. Jeg synes, at det er helt fuldstændig ukontroversielt også at kigge på IQ.«
Videre forklarer han, at IQ også er associeret til følgetilstande hos personer, såsom psykiatriske problemer.
Grænsen på 85 har klinikken valgt, da der ifølge Jakob Schölhammer Knudsen er stor risiko for, at man får et mentalt retarderet barn, når den ene forældre har en IQ, der er lavere – og det mener sædbanken, at de drømmende forældre skal have kendskab til.
Han forklarer, at sædbanken afviser omtrent 95 procent af ansøgerne blandt andet grundet medicinske årsager og dårlig sædkvalitet. Derfor er det ikke så opsigtsvækkende, at hver femte bliver afvist ved døren grundet IQ, siger han.
Der har længe været snak om, at danskerne har dårlig sæd – vil det sige, at vi også har dum sæd?
»Det ville ikke være retvisende. Danskerne er et godt begavet folkefærd – vores sæd er efterspurgt ude i verden. Folk vil gerne have vikinger.«
