Livet i Spanien og Portugal gik mandag fuldstændig i stå, da et stort elnedbrud fik de to sydeuropæiske lande til at gå i sort.

Men i Danmark skal vi som udgangspunkt ikke være nervøse for et lignende nedbrud. Men det betyder ikke, at der ingen risiko er.

Det fortæller professor i energi ved Aalborg Universitet Birgitte Bak-Jensen til TV 2.

»I Danmark har vi et robust elnet og strømforsyning, og derfor er risikoen for et lignende nedbrud herhjemme meget lille. Med andre ord skal der ske to store fejl herhjemme, før vi oplever et nedbrud i den skala, vi har set i Sydeuropa,« siger hun.

Risikoen for et lignende nedbrud i Danmark ventes dog at stige i fremtiden, mener hun.

Stigende elektrificering og grøn omstilling til vedvarende energikilder øger risikoen, forklarer hun til TV 2.

Derfor mener hun blandt andet, at det danske reservesystem – enhederne, der træder til, når der sker fejl – skal styrkes.

Yderligere påpeger hun også et behov for, at Danmark i fremtiden bør kunne regulere elforbruget dynamisk som reserve – for eksempel ved at private og industrien kan skrue op og ned for forbruget, hvis det skulle blive nødvendigt.

Hos Danske Beredskaber er man bekymret for et eventuelt elnedbrud i Danmark – de mener nemlig ikke, Danmark er rustet til det. Læs hvorfor lige HER.