1970'ernes giftudslip fra kemikalievirksomheden Cheminova i det vestjyske lokalsamfund Harboøre fyldte meget i bevidstheden i årtier frem. Nu har affæren inspireret en spillefilm om generationsforureningen, som udkommer i 2027.

Filmen har fået titlen "Cheminova", og manden bag er den oscarvindende instruktør Anders Walter.

Det oplyser Nordisk Film i en pressemeddelelse.

Anders Walter modtog i 2014 en Oscar for bedste kortfilm med filmen "Helium", sidenhen har instruktøren lavet flere kort- og spillefilm, og til næste år har hans næste projekt "Cheminova" premiere i danske biografer.

Med skuespillerne Anders W. Berthelsen, Morten Hee Andersen og Mira Obling i de bærerende roller, filmatiserer Anders Walter en samfundspolitisk fortælling om giftskandalen hos den vestjyske pesticidfabrik Cheminova i 1970'erne.

- Det er ingen hemmelighed, at jeg brænder for at lave samfundspolitiske fortællinger som publikum kan spejle sig i. Det er også det, som har tiltrukket mig ved giftskandalen på Cheminova.

- Den kan både skabe debat og stille nogle store universelle og tidløse spørgsmål om etik og menneskelig adfærd i en verden, hvor markedskræfterne dikterer samfundet, fortæller Anders Walter i pressemeddelelsen.

I filmen med Mira Obling i hovedrollen som "Eva Engbjerg" skildres livet i den lokale virksomhed Cheminova, og kampen om at få enderne til at mødes.

Filmen foregår i den vestjyske by Harboøre, hvor lokalsamfundets borgere er dybt afhængige af fabrikken, men da et giftigt udslip forårsager en ulykke, begynder filmens hovedperson at sætte spørgsmålstegn ved sikkerheden omkring det farlige affald.

Fast besluttet på at finde sandheden går Eva mod lokalsamfundet og opsøger fabrikkens skyggesider - på trods af, hvad det kan koste hende og sønnen.

"Cheminova" er inspireret af virkelighedens begivenheder og handler om menneskeligt mod, retfærdighed og kampen mod en bredere fremtid, fortæller Nordisk Film.

Virksomheden Cheminova har stået bag tre af Danmarks ti såkaldte generationsforureninger.

Generationsforureninger er komplekse forureninger, som truer grundvandet, og det generelle vandmiljø, hvor prisen for oprydning koster over 50 millioner kroner.

Cheminova skulle angiveligt have udledt spildevand fra virksomhedens eget renseanlæg med tungmetaller, som kobber, chrom og zink samt grundstoffet arsen direkte til havet.

/ritzau/