Danmarks Statistiks første indikator tyder på, at dansk økonomi voksede i andet kvartal.
En tidlig indikator tyder på, at dansk økonomi i andet kvartal igen voksede, efter den skrumpede i årets tre første måneder.
Det er Danmarks Statistik, der laver en såkaldt BNP-indikator. Det er det første bud på, hvordan bruttonationalproduktet (BNP) har udviklet sig i andet kvartal.
BNP er oftest den måde, man bruger til at opgøre en økonomis størrelse, og om den vokser eller skrumper.
Efter et fald på 0,5 procent i første kvartal giver indikatoren for andet kvartal en fremgang på 0,7 procent.
Når et lands økonomi skrumper i to kvartaler i træk, er der tale om en teknisk recession. Det bliver der altså ikke tale om i denne omgang.
Det er ifølge Danmarks Statistik særligt fremgang i industrien og hotel- og restaurationsbranchen, der står bag væksten.
/ritzau/