Vi kender alle den kollega eller ven, der er startet til crossfit, og som pludselig ikke kan fremstamme en sætning, uden at det handler om kettlebells, en ny personlig rekord eller den bedste måde at squate på.

2010'ernes største fitnesstrend må uden tvivl være det populære crossfit.

Og herhjemme er det kæden Crossfit Copenhagen, som med 26 centre landet over har været stærk medvirkende til at skabe en masse danske crossfitere.

Ja, faktisk er det verdens største kæde med 27 centre (ét i Tyskland og resten i Danmark).

Men nu skal du fremover kalde den store kæde noget helt andet.

Crossfit Copenhagen skifter nemlig navn til Arca.

Det skriver Finans.

Baggrunden er, at ejerne bag Crossfit Copenhagen ikke længere vil lade sig betinge af Crossfit som en varemærkebeskyttet træningsform.

I stedet vil man tilbyde sin egen form for træning, der minder om Crossfit.

Det fortæller Klaus Vesti, medstifter af og administrerende direktør i Crossfit Copenhagen, i en pressemeddelelse.

»Vi har gennem de seneste 12 år skabt et helt unikt produkt. Der er ingen, der tilbyder det samme som os. Og det er derfor, vi skifter navn. Fordi vi nu er klar til at tage fuldt ejerskab på vores koncept,« siger han i en pressemeddelelse.

Crossfit Copenhagen skifter navn den 30. marts.