Sønderborg Lufthavn ansætter en ny direktør til at stå i spidsen for en omfattende modernisering.

Færøske Jákup Sverri Kass tiltræder allerede stillingen den 15. februar, lyder det i en pressemeddelelse fra Bitten & Mads Clausen Fond (BMC), der ejer lufthavnen.

Han har 20 års erfaring 'fra regional og international luftfart, transport og turisme'.

»Vi får en direktør, der både har erfaring med modernisering og udvikling af lokale lufthavne på Færøerne og Grønland, som har stor erfaring inden for luftfart, og som har demonstreret vigtige kompetencer inden for strategi, økonomi og projektstyring,« udtaler bestyrelsesformand Lars Tveen.

Han afløser Christian Berg, som var chef for lufthavnen i otte år.

I løbet af de næste tre år skal lufthavnen moderniseres for over 200 millioner kroner, skriver BMC og kalder det den største investering i en indenrigslufthavn i Danmark i nyere tid.

Lufthavnen skal have 'et stærkt erhvervsmæssigt fokus', og der skal 'lægges en helt ny kommerciel strategi', lyder det.

Målet er at nå op på 150.000 rejsende om året ved blandt andet at tiltrække flere ruter og operatører til Sønderborg Lufthavn.

Lufthavnen har lige nu fast rute til København med flyselskabet Alsie Express.