Scenerne i Spanien og Italien skræmmer.

Her har læger i dele af landene måttet træffe det urimeligt hårde valg om, hvilke patienter med covid-19 der skal have livsnødvendig behandling.

Med andre ord har de måttet træffe beslutningen om, hvem der skulle leve, og hvem der skulle dø, fordi sundhedssystemerne ganske enkelt er brudt sammen af overbelastning.

Sådanne scener er vi langt fra i Danmark.

Meget tyder på, at regeringens indgriben har standset spredningen af coronavirus så meget, at sundhedsvæsenet så vidt kan følge med.

Men alligevel er det netop det utænkelige scenarie, som læger på landets intensivafdelinger har gemt helt omme bagest i hovedet i disse dage. Det fortæller afdelingslæge ved Aarhus Universitetshospital Gitte Anna Madsen til Årshus Stiftstidende.

»Jeg frygter, at jeg havner i en situation med en meget syg yngre patient, hvor man på et tidspunkt bare må sige, at ressourcerne i vores system er sluppet op. Og man vil være nødt til at fortælle patienten, at der er nogle, der er endnu yngre end dig, der er i bedre stand, som vi må satse mere på end dig,« siger afdelingslægen til mediet.

Det er for hende og kollegaerne på lungeafdelingen på hospitalet det værst tænkelige scenarie, hvor sundhedssystemet er kollapset under mængden af patienter med covid-19, der kræver akut behandling.

Heldigvis tyder intet på, at Danmark er på vej i den retning.

Selv hvis kurven af smittede og indlagte skulle begynde at stige markant mere, end hvad vi har set så vidt, bør Danmark kunne følge med.

Scener som dem i Italien og Spanien bør være urealistiske herhjemme. En af årsagerne til det skal findes i, at man i sundhedsvæsenet forventer at have respiratorer nok til covid-19-patienter.

Alligevel ligger det Gitte Anna Madsen meget på sinde. Ikke mindst fordi hun aldrig har prøvet at måtte opgive en patient, fordi systemet ikke kan kapere det, fortæller hun.