»Når USA kalder Danmark for en dårlig allieret, føles det som en lussing for de af os, der faktisk var der.« 

Sådan skriver den danske krigsveteran Henrik Bager blandt andet i en besked på Facebook til USAs tidligere ambassadør til Danmark, Rufus Gifford. 

Det skriver Politiken. 

Henrik Bager har blandt andet været udsendt under krigene i Afghanistan og Irak, og hans brev er en reaktion på Donald Trumps kritik af Nato-soldaters indsats i Afghanistan, fortæller han til mediet.

Donald Trumps kritik går på, at de andre Nato-landes soldater efter hans udsagn 'blev væk fra frontlinjen' i Afghanistan, og at USA derfor aldrig har haft brug for dem.

Under sine udsendelser har han nemlig oplevet både frygt og død på tæt hold, og det har ikke været omkostningsfrit - hverken for soldaterne eller deres pårørende.

Derfor bringer det tårer frem i hans øjne, når hans og andre soldaters indsats kritiseres af Donald Trump, forklarer han. 

Det er han dog ikke ene om. 

Beskeden frembragte nemlig også tårer hos modtageren, Rufus Gifford. Det skriver han i et Facebook-opslag ledsaget af et billede af Henrik Bagers besked.

I opslaget, der i skrivende stund har fået  51.000 likes, opfordrer han desuden alle amerikanere til at læse beskeden. 

Efter delingen af beskeden har Henrik Bager selv fået et væld af reaktioner fra både kolleger og tidligere udsendte, hvilket har efterladt hans mailboks 'i smadder', siger han  til mediet.