1. januar drog Anne Sofie Træholt og Asbjørn Holmlund afsted til Ecuador, hvor de havde planlagt at være i to måneder.

Men det har nu ændret sig. De har netop skiftet by tidligere end planlagt, og de forlader formentlig landet inden for få dage.

Det fortæller kæresteparret til B.T. 

For landet er ramt af kaos, sprængninger, gidselsituationer, militær i gaden og en meget anspændt situation. Og så har præsidenten erklæret undtagelsestilstand.

Anne Sofie Træholt og Asbjørn Holmlund.
Anne Sofie Træholt og Asbjørn Holmlund. Privat.

»Det er lidt ubehageligt. Vi vidste godt, at Ecuador ikke var det sikreste sted. Men det plejer at være ok, men undtagelsestilstanden har gjort det meget slemt. Det er mere voldeligt, og der er jo også en væbnet konflikt,« siger Anne Sofie Træholt, mens Asbjørn Holmlund supplerer:

»Og det er surrealistisk. Der er ikke rigtig vished. Tingene kan eskalere hele tiden. Der er militær i gaden, og du ved ikke, om de lukker vejene eller lufthavne.«

Netop derfor planlægger parret – lige nu – at rejse videre.

En farlig narkobaron, Jose Adolfo Macias', flugt fra et fængsel tirsdag er årsagen til den højspændte situation i Ecuador, hvor mængden af bandevold er eskaleret de seneste dage.

Bevæbnet militær kan ses flere steder i landet.
Bevæbnet militær kan ses flere steder i landet. Karen Toro/Reuters/Ritzau Scanpix

Foruden bandevolden, er der udbrudt kaos og oprør med regeringen på den ene side og det narkokriminelle miljø på den anden. En tv-station er blevet angrebet, journalister og fængselsbetjente bliver holdt som gidsler og universiteter er blevet stormet.

Daniel Noboa, landets præsident, har siden befalet undtagelsestilstand i landet, hvilket giver militæret 'al den politiske og juridiske støtte', som de har brug for i forbindelse med at kunne udføre deres pligter i kampen mod 'narkoterroristerne' og fange Jose Adolfo Macias.

Med andre et stort kaos, som Anne Sofie Træholt og Asbjørn Holmlund nu befinder sig i. 

Heldigvis på nogenlunde sikker afstand, hvor de heller ikke frygter for deres sikkerhed, siger de. 

»Ud fra hvad vi kan læse, så prøver de kriminelle at presse regeringen til at lave en form for aftale ved at lave så meget ravage som muligt. Så det er ikke rigtig turister, de går efter. Og så skal man huske at holde sig fra bestemte områder.«

Butikkerne lukkede pludselig, da der blev erklæret undtagelsestilstand.
Butikkerne lukkede pludselig, da der blev erklæret undtagelsestilstand. Privat.

»Ved kysten og i nogle af de store byer – i hovedstaden Quito og i Latacunga – hvor vi var, er ikke gode steder at være. Det er mere roligt i de små turistbyer, så der er vi. Nu er vi i Banos. Det er meget stille og roligt.«

Men ved et kig ud af vinduerne – og hvad de ellers så tirsdag – er de ikke i tvivl om, at landet står i en betændt situation.

»Der er en masse sikkerhedsforanstaltninger. Klokken 16.00 tirsdag lukkede butikker pludseligt. Folk er utrygge og låser dørene. Skolerne er lukket, og folk arbejder hjemmefra.«

»Og så er der jo udgangsforbud mellem klokken 23.00 og 05.00. Det er fint nok, men hele situationen sætter lidt en dæmper på ferien,« siger Anne Sofie Træholt.

I mellemtiden holder parret et vågent øje på situationen. De læser de lokale myndighedernes anvisninger og nyheder.

»Og så må vi se. Vi skulle have været i landet i to måneder, fordi det har så meget at byde på.«

»Om vi kan finde en halvbillig billet til et andet sted, det finder vi ud af,« lyder det fra parret.