Den danske syrienkriger Ahmad Salem el-Haj ankom mandag til Danmark, hvor han straks blev anholdt og sigtet af politiet.

Men selvom anklagemyndigheden herhjemme længe har ønsket at få ham fremstillet i en dansk retssal, så er den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen skuffet.

Det fortæller han til B.T.

»Hvad jeg mener om, at han er kommet til Danmark er uafhængigt af, hvad det er, han (Ahmad Salem el-Haj, red.) har gjort,« siger Anders Fogh Rasmussen og uddyber:

Ahmad El-Haj skød til måls efter bl.a. Kurt Westergaard og Anders Fogh Rasmussen. Foto fra propagandavideo.
Ahmad El-Haj skød til måls efter bl.a. Kurt Westergaard og Anders Fogh Rasmussen. Foto fra propagandavideo. Foto: framegrab
Vis mere

»Han er uønsket i Danmark og bryder sig ikke om det danske samfund. Men han har dansk statsborgerskab, så han har rettigheder, vi skal overholde - også selvom han har skudt til måls mod mig og andres billeder.«

Ahmad Salem el-Haj blev for alvor berygtet i Danmark tilbage i 2013, da han var rejst til Syrien og havde tilsluttet sig Islamisk Stat.

Ikke længe efter optrådte han i en propagandavideo for terrororganisationen, hvor han sammen med tre andre, nu afdøde, danske syrienkrigere skød til måls mod billeder af prominente danskere.

Blandt dem var den daværende formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard, kunstneren Kurt Westergaard, politiker Naser Khader (K) og netop tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Anders Fogh Rasmussen er opmærksom på, at Ahmad Salem el-Haj er landet i Danmark igen. Men det er ikke noget, han går og frygter.

»Det er rigtigt, at jeg på et tidspunkt principielt kan møde ham på gaden i Danmark. Men det er ikke noget, jeg er gået så højt op i,« siger den tidligere statsminister og uddyber:

»Siden Muhammedkrisen har jeg været vant til, at folk har skudt til måls efter billeder af mig. Så det er ikke noget, jeg for alvor lægger mærke til. Og jeg føler mig ikke truet over, at han (Ahmad Salem el-Haj, red.) er i Danmark,« siger Anders Fogh Rasmussen.

Han mener dog, der er en lektie, man kan lære ved sagen om Ahmad Salem el-Haj og andre danske syrienkrigere.

El-Haj skyder til måls efter fotos af danske politikere, bl.a. Anders Fogh Rasmussen og Naser Khader.
El-Haj skyder til måls efter fotos af danske politikere, bl.a. Anders Fogh Rasmussen og Naser Khader.
Vis mere

»Det er ikke ligegyldigt, hvem man giver statsborgerskab til. Og derfor skal processen være grundig. Det danske statsborgerskab kan ikke kastes i grams,« siger Anders Fogh Rasmussen.

Netop debatten om statsborgerskab til syrienkrigere blev igen taget op af statsminister Mette Frederiksen i forbindelse med Ahmad Salem el-Hajs hjemkomst.

På Facebook skrev Frederiksen, at hun mener, man skal fratage det danske statsborgerskab fra personer med dobbelt statsborgerskab, hvis de har været fremmedkrigere - blandt andet i Syrien.

Det er dog ikke aktuelt i sagen med Ahmad Salem el-Haj, der udelukkende har dansk statsborgerskab og derfor ikke kan smides ud af landet. Han fremstilles i grundlovsforhør tirsdag.