De fleste dyrehospitaler gør alt, hvad de kan, for at deres patienter overlever.
Derfor kan den forespørgsel, Universitetshospitalet for Familiedyr i København har sendt ud, også lyde lidt kontroversiel. De søger nemlig hunde til aflivning.
»Vi har virkelig brug for de her hunde, så de studerende kan øve sig, inden de har med de levende dyr at gøre. Det svarer fuldstændig til på lægeuddannelsen, hvor folk donerer deres kroppe til Panum, så de lægestuderende kan øve sig, inden de står med rigtige mennesker,« siger hospitalschefen, Merete Holst Nissen, til TV 2 Lorry.
Det er altså ikke selve aflivningen, de studerende skal øve sig på. Det er kirurgiske indgreb og den slags.
Det betyder, at det med fordel kan være hunde, der alligevel skal aflives, man donerer til universitetshospitalet. Race og størrelse er ligegyldig, lyder det fra Merete Holst Nissen.
Afleverer man sin hund hos hendes studerende, så får man til gengæld aflivningen gratis.
Og man kan aflevere den døgnet rundt.
Grunden til, at man nu søger hunde offentligt i medierne, er, at det på det seneste har været svært at finde hunde, man kunne bruge i undervisningen.