Der er for alvor ved at være nervøse miner og svedige håndflader hos en af Danmarks helt store erhvervsgiganter, Arla Foods.

Brexit rykker nærmere, og EU og Storbritannien er fortsat langt fra en handelsaftale. Brexit uden en aftale ved årsskiftet er derfor tæt på, og det vil være så hårdt et slag for Arla og hele den danske fødevaresektor, at mejerigiganten nu appellerer til politikere på begge sider.

Det sker i Berlingske.

Omkring 25 procent af Arlas omsætning kommer nemlig fra det britiske marked, og derfor vil det være en alvorlig hammer, der rammer Arla, hvis koncernen pludselig skal til at betale store toldsatser for at eksportere varer ind i landet.

Peter Giørtz-Carlsen fra Arla Foods.
Peter Giørtz-Carlsen fra Arla Foods. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

»Nu er det ved at være tæt på, og derfor er det vigtigt, at politikerne er praktiske og pragmatiske i forhold til at finde nogle løsninger, så vi også i fremtiden kan have den bedst mulige samhandel med Storbritannien,« siger Peter Giørtz-Carlsen, koncerndirektør for Arla i Europa, til Berlingske.

Og han mener ikke, at det kun er Arla, der har hårdt brug for en politisk aftale.

Han mener, at et brexit uden en aftale vil være 'meget barsk' for hele den danske fødevaresektor.

For Arla isoleret set forlød det i sommer, at koncernen står til at miste omkring 750 millioner, hvis ikke der kommer en handelsaftale mellem EU og Storbritannien, skrev Landbrugsavisen.

I den ombæring lød det også fra Peter Giørtz-Carlsen:

»Og det bliver dyrt. Både vi og de britiske forbrugere rammes, for så store ekstraomkostninger kan intet mejeriselskab absorbere. De må lægges på priserne og vil ramme salget.«

Også for en lille uge siden forklarede Arlas koncerndirektør over for mediet Finans, at han frygter et brexit uden en aftale, og det er meget vigtigt, at politikerne finder hinanden nu.

»Vi har tænkt alle mulige scenarier igennem i vores task force, derfor er vi godt forberedte på brexit og de mange ubekendte,« sagde Peter Giørtz-Carlsen:

»Det er en ganske ubehagelig situation. Og vi opfordrer politikerne til at lave en aftale. For ender vi i en situation med et 'no deal' og et lavt britisk pund, vil det få konsekvenser. Ikke bare for os, men i hele samhandelen.«