26-årige Renée Klokkerholm, som er født i Trinidad, uddannet frisør og gift med pæredanske Frederik fra Hobro, har for længst lært dansk i skrift og tale på rekordtid.

Hun har aldrig modtaget så meget som en bøjet 50-øre i offentlige ydelser.

Parret, som har datteren Cataleya på to år, forsørger fuldt ud sig selv. Og Frederik har eget firma som pædagogisk konsulent.

Men nu skal Renée smides ud af Danmark. Årsag: En simpel misforståelse.

Frederik Klokkerholm, Renee Klokkerholm og deres datter Cataleya Klokkerholm skal forladte Danmark på grund af en fodfejl i forhold til Renees danskprøve. Til BTSOLO
Frederik Klokkerholm, Renee Klokkerholm og deres datter Cataleya Klokkerholm skal forladte Danmark på grund af en fodfejl i forhold til Renees danskprøve. Til BTSOLO Foto: Bo Amstrup
Vis mere

En simpel misforståelse om datoen for, hvornår en sprogtest i dansk skulle være bestået.

Men der er ingen vej tilbage.

Heller ikke selv om Renée - da misforståelsen blev opdaget - skyndte sig at melde sig til og tage og bestå danskprøven med glans.

Oven i købet på det højeste niveau, det såkaldte A2-niveau, selv om loven ikke engang kræver, at hun har bestået den sværeste prøve. A1, det laveste niveau, ville være tilstrækkeligt.

Men nu skal Renée ud af landet, og hjemmet i Adelgade i Hobro er halvvejs pakket ned i flyttekasser.

»Vi har gjort alt, hvad vi kan for at overholde reglerne, men alligevel har Renée fået inddraget sin opholdstilladelse og skal være ude af Danmark senest 15. juni. Vi har været meget fokuseret på, at hun havde tre år til at gå igennem forløbet på sprogskolen. Det gjorde hun færdigt på bare 11 måneder. Og vi har masser af gange henvendt os både til Mariagerfjord Kommune og Udlændingestyrelsen for at sikre, at alt gik rigtigt til, ligesom vi har haft en advokat tilknyttet for at gøre det hele rigtigt, og for at sikre, at vi ikke manglede noget i forhold til reglerne. Men det har altså ikke været nok,« konstaterer Frederik Klokkerholm.

Renée Klokkerholms sag var først gennem Udlændingestyrelsen. Her fik hun i første omgang i januar 2018 afslag på ophold i Danmark på grund af overskridelse af tidsfristen for danskprøven.

Afgørelsen blev anket af parret og gik så videre til ny behandling i Udlændingenævnet. Nævnets sagsbehandlingstid er som udgangspunkt syv måneder. Men det har taget ikke mindre end halvandet år. Og resultatet, som kom i forrige uge, er det samme: Udlændingenævnet har valgt at stadfæste styrelsens afgørelse. Renée skal ud, fordi datoen for, hvornår hun gik op til sprogtesten, blev overskredet.

Frederik Klokkerholm, Renee Klokkerholm og deres datter Cataleya Klokkerholm skal forladte Danmark på grund af en fodfejl i forhold til Renees danskprøve. Til BTSOLO
Frederik Klokkerholm, Renee Klokkerholm og deres datter Cataleya Klokkerholm skal forladte Danmark på grund af en fodfejl i forhold til Renees danskprøve. Til BTSOLO Foto: Bo Amstrup
Vis mere

»Jeg var mega-syg under min graviditet. Jeg kastede op og blødte hver eneste dag,« fortæller Renée Klokkerholm om forløbet, da hun ventede Cataleya, som i dag er to år.

De ellers meget stramme udlændingeregler rummer mulighed for, at barsel eller sygdom som f.eks. en problematisk graviditet er lovligt forfald til sprogtesten. Så vil den normalt blot blive udsat, og det gik Renée og Frederik som det naturligste derfor ud fra var i den skønneste orden.

Men da de ikke aktivt havde henvendt sig til myndighederne undervejs og bedt om udsættelse, rammer det nu den lille familie hårdt.

»Jeg synes nok, systemet kunne være mere fleksibelt. Jeg er jo ikke kriminel. Vi har gjort alt for at følge reglerne. Men så er der det med datoen for sprogtesten. Og så er alt andet åbenbart lige meget,« siger Renée Klokkerholm.

Hun og Frederik mødte hinanden, da han i en periode som en del af sin pædagog-uddannelse opholdt sig i Trinidad for at arbejde med gadebørn.

Renée tog med ham til Danmark, og hun og Frederik blev gift på rådhuset i april 2016. Hun fik midlertidigt ophold her i landet i to år fra juni 2016. For fortsat at kunne være i Danmark skulle hun have bestået en danskprøve på A1-niveau, det laveste, senest i maj 2017.

Men så var det, der gik misforståelse i den undervejs i en vanskelig graviditetsperiode, hvor Frederik også arbejdede en vis legemsdel ud af bukserne for at kunne forsørge familien.

»Helt fra begyndelsen, Renée var i Danmark, var det svært at få svar på de spørgsmål, vi havde. Det var uanset om vi spurgte i Mariagerfjord Kommune eller i Udlændingestyrelsen. Så for at hun kunne komme i gang hurtigst muligt, valgte vi at betale det hele selv. I den videre proces fik vi stillet den krævede bankgaranti på 64.000 kr., der var styr på boligkravet, og jeg havde fast arbejde,« siger Frederik Klokkerholm.

Som, i lighed med sin kone, efterhånden har hørt sætningen 'gå selv ind og kig på hjemmesiden nyidanmark.dk' fra Udlændingestyrelsens ansatte mange gange.

»En af de gange, jeg har snakket med dem, var der en kvinde, som direkte sagde til mig, at hun var ansat til at henvise til hjemmesiden. Man havde fornemmelse af, at de selv var usikre omkring reglerne,« siger han.

Flybilletterne til Trinidad er købt. Snart er det Renées farvel til Hobro og Danmark.

Frederik Klokkerholm og parrets to-årige datter Cataleya tager i første omgang med som turister.

Fremtiden er uvis for den lille familie. Frederik, der netop har startet eget firma, må lukke ned igen. Bilen, som han for nylig har købt for at passe sit arbejde, skal sælges. Lejligheden i Adelgade er sagt op. Det samme er datterens dagplejeplads. Og en hel masse andet.

»Nu er vi nødt til at begynde forfra med ansøgningsprocessen. Vi har fået at vide, at det tager 10 måneder at søge ophold i Danmark fra udlandet.«

»Men da vi jo har fundet ud af, at syv måneder i virkeligheden blev til halvandet år i Udlændingenævnet, frygter vi, at 10 måneder måske nu kan blive til to eller tre år,« siger Frederik Klokkerholm.

Han, Renée og Cataleya må nødtvunget sætte sig på flyet i Billund den 11. juni.