Dansk fund går verden rundt
'Det er kæmpestort,' lyder det fra borgmesteren i Skive.

'Det er kæmpestort,' lyder det fra borgmesteren i Skive.

Lørdag er endnu et stykke dansk natur blevet føjet til Unescos liste over verdensarv.
Nemlig 55-56 millioner år gamle fossiler fra den vestlige del af Limfjorden, som er blevet optaget på listen.
Det har Verdensarvskomitéen afgjort.
Helt konkret drejer det sig om de to molerklinter: Knudeklint på Fur og Hanklit på Mors.
Dermed bliver de to klinter i Limfjorden en del af en eksklusiv kreds.
Noget, der i dén grad vækker begejstring i netop Skive og Morsø, som de to molerklinter hører under.

'Vi har arbejdet målrettet i flere år på at blive UNESCO Verdensarv, og nu er det gået i opfyldelse. Det er kæmpestort for os og en enorm stor ære at være blandt de få, der er en del af det selskab,' siger Alfred Brunsgaard, borgmester i Skive Kommune, i en pressemeddelelse.
Og i Morsø Kommune er glæden mindst lige så stor.
'UNESCOs anerkendelse rummer et stort potentiale for den vestlige Limfjord og er resultatet af mere end 10 års stærkt samarbejde mellem mange dygtige mennesker på tværs af fjorden,' lyder det fra borgmester Jens Dahlgaard.
De velbevarede fossiler blev optaget lørdag formiddag, da Unescos Verdensarvskomité afholdt konference i Busan i Sydkorea.

Her var 30 steder, inklusive de danske fossilklinter, til bedømmelse.
En større dansk delegation var taget til konferencen, og der blev vajet med Dannebrog, da fossilklinterne efter en kort præsentation blev optaget.
Der er nu 13 steder fra Rigsfællesskabet repræsenteret på listen, der hylder klodens mest betydningsfulde natur- og kultursteder.
Det gælder blandt andet Roskilde Domkirke, Jelling-monumenterne og Kronborg Slot.
Verdensarvskomitéen består af repræsentanter fra 21 forskellige medlemslande.
Komitéen mødes en gang om året for at optage nye ting på listen over verdensarv, der tæller over 1200 steder.