Du har nok prøvet det før. At tage nogle smertestillende piller for at dulme smerterne.

Men hvis du er en mand, og du ønsker at gøre en kvinde gravid, skal du nok forsøge at holde dig fra nogle bestemte smertestillende piller.

Det viser et nyt forskningsprojekt, som forskere fra Rigshospitalet har lavet i samarbejde med franske videnskabsfolk. Det skriver Sundhedspolitisk Tidsskrift.

Ifølge forskningen går lægemidlet paracetamol, som befinder sig i mange smertestillende piller og kan købes i håndkøb, ind og rammer sædcellernes funktion. Eller rent teknisk gør de metabolitter, som paracetamol bliver lavet om til i sæden.

Sædcellerne får simpelthen sværere ved at finde vej til kvindernes æg. Og det er foruroligende, fortæller forskeren David Møbjerg Kristensen, som har været med til at lave forskningsprojektet.

»Derfor er dette endnu en gang en reminder om, at vi skal huske på, at paracetalemol er 'rigtig' medicin, der kan have bivirkninger. Mange har måske glemt det lidt, fordi man kan købe det i håndkøb i den lokale kiosk og derfor ikke regner det for 'rigtig' medicin. Vi har i tidligere studier set, at hvis man spørger: 'Har du taget medicin for nylig', nævner de fleste ikke paracetamol. Det er bekymrende,« siger han til mediet.

Men det er ikke kun det, at paracetamol påvirker mænds sæd, og mange har glemt, at det er reel medicin, som kan have bivirkninger, der bekymrer David Møbjerg Kristensen.

Fordi hvis paracetamol påvirker mænds sæd, så kan man også forvente, at andre lægemidler gør, fortæller David Møbjerg Kristensen til Sundhedspolitisk Tidsskrift.

Studiet har blandt andet brugt undersøgelser fra tre mænd, som har afleveret sædprøver, urinprøver og fået taget blødprøver to gange. En gang i starten af undersøgelsen og den anden gang, hvor de fem dage i streg har taget den højest anbefalede dosis af paracetamol.