Dansk Folkeparti barsler med et nyt lovforslag, der skal gøre op med det store antal vilde katte, som ikke alene render rundt ude på landet, men også i byerne.

I og med at det angiveligt er mere belastende med vilde eller omstrejfende katte i byen end på landet, skal der skelnes mellem by- og landkatte, mener Dansk Folkeparti.

Bykatte skal holdes inden for hjemmet fire vægge. I hvert fald inden for matriklen. Landkatte derimod må fortsat løbe frit rundt. Eller rettere, så skal landkatte nu have lov til at løbe frit rundt, da katte slet ikke må strejfe omkring alene i dag, uden ejeren ved, hvor de er.

Sådan er loven, forklarer dyrevelfærdsordfører i Dansk Fokeparti Karina Due. Det er bare en af de love, som der ikke er så mange, der overholder.

Hvis du har kat, så pas på den ikke stikker af inde i byen. Der kan vanke en bøde.
Hvis du har kat, så pas på den ikke stikker af inde i byen. Der kan vanke en bøde. Foto: THOMAS PETER
Vis mere

Derfor forklarer hun også, at landkatte skal have lov at strejfe omkring, men de skal bare kastreres eller steriliseres, så de ikke overbefolker landet med endnu flere katte. Bykatte må til gengæld affinde sig med at blive hjemme. Testikler eller ej.

Der er dog en del gråzoner i forslaget.

Hvad hvis man har en landkat, som løber ind over bygrænsen. Skal man så have en bøde?

»Det er også derfor, at det godt kan være, at det skal være en anden model. Du kan jo ikke sige til en kat, at den godt må rende den ene vej, men ikke den anden vej og sådan noget. Jeg går og pusler lidt med forskellige ideer,« siger Karina Due.

Det er dyrevelfærdsordfører Karina Due fra Dansk Folkeparti, som barsler med et lovforslag om hvordan vi undgår alt for mange herreløse katte.
Det er dyrevelfærdsordfører Karina Due fra Dansk Folkeparti, som barsler med et lovforslag om hvordan vi undgår alt for mange herreløse katte. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Hvad hvis man har en landkat og tager den med ind til en by, for eksempel Nørrebro i København, og den så stikker af? Får man så en bøde?

»Har man ikke en kat i et transportbur?«

Jo, men det kan jo godt være, at den slipper ud og så løber ned på Nørrebrogade?

»Jeg aner ikke hvordan, det skulle være i sådan et tilfælde. Jeg kender ikke nogen, der har deres katte med på besøg. Jeg kender mange, der har hunde med på besøg.«

Det kan måske være, man vil vise katten til ens gamle mor, som har lidt svært ved at komme ud af plejehjemmet. Det kunne da godt være?

»Det er fair nok, men det findes jo seler og alt muligt til katte.«

Seler?

».. Det er jo ikke kattens ansvar, at den stikker af, det er jo ejerens.«

Dansk Folkeparti vil nu skelne mellem land- og bykatte. Bykatte må ikke forlade matriklen. Landkatte må gerne, hvis bare de er kastrerede eller steriliserede.
Dansk Folkeparti vil nu skelne mellem land- og bykatte. Bykatte må ikke forlade matriklen. Landkatte må gerne, hvis bare de er kastrerede eller steriliserede. Foto: CHINA STRINGER NETWORK
Vis mere

Jamen, derfor spørger jeg også, om jeg skal have en bøde, hvis jeg tager min kat med ind til byen, og den så stikker af?

»Det er jo så dit ansvar, at den ikke skal stikke af. Altså, hvis det er sådan, at du kan fange den ind, så skal du vel ikke … altså så langt er jeg jo slet ikke i det her, at jeg ved, hvordan det skal udformes.«

Så min kat må ikke stikke af inde i byen, men gerne ude på landet? Så gør det ikke noget, hvor jeg selv bor?

»Jeg går ud fra, at hvis du tager din kat med ind til byen, så vil du gerne være sikker på, at den ikke stikker af og bliver kørt over.«

Ja, det tror jeg også.

»Jeg tænker sådan set mere på katten, end jeg tænker på dig, ja, undskyld. Det ville være synd for katten.«

Det ville være frygtelig synd for den - men det kunne jo ske?

»Ja … men jeg kan ikke se det store problem. Så vil jeg håbe, i og med at den er mærket og chippet, så vil den komme tilbage til dig, fordi nogen kan se, hvem der ejer katten.«

Ja, men det kunne godt være, at der var en politimand, der fandt den først og tænkte 'hovsa, der var lige en kat der', og så fik jeg en bøde.

»Ja, altså, på den anden side, så ville jeg også være ked af, hvis det her var noget, der skulle belaste vores retssystem. Det må jeg indrømme.«

Men det skal jo være ulovligt at sætte sin kat ud, så det kommer det vel til?

»Ja … så kunne man måske lave en klippekortsordning eller et eller andet, så hvis den samme kat bliver taget mere end tre gange, så udløser det en bøde. Vi skal jo lige passe på ikke at slå for store brød op.«

Karina Due forklarer, at hun overvejer, om bykatteejere skal kunne få tilskud til at sikre deres hjem således, at katten ikke stikker af fra hjemmet.

Hun forklarer desuden, at katte skal defineres ud fra, om de har adresse i en såkaldt byzone eller landzone. Hvis man er lidt i tvivl om, hvad man bor i, så kan det opklares ved en henvendelse til kommunen. Som regel er landzoner kendetegnet ved små landsbyer eller det åbne land.

Det siges, at der er cirka 500.000 katte i Danmark. Tamme som vilde. Dog er sandheden, at der ikke rigtig er nogen, der egentlig ved, hvad tallet er. I hvert fald ifølge Mandag Morgen.