Københavns tidligere kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) er ikke begejstret over arrangementerne '24 dage med kultur' på Nørrebro, som den kommunale organisation Kultur N står bag.

Selv om det fremgår af en annonce i lokalavisen Nørrebroliv, at arrangementerne bærer overskriften 'Jul på Nørrebrosk' og indebærer både julemarked, juletræstænding og juleværksted, er det ikke nok for Carl Christian Ebbesen.

»Det provokerer mig, at man holder kulturdage og ikke jul. Det gør man selvfølgelig for ikke at træde muslimerne over tæerne,« siger han til B.T.

På Facebook har han delt et billede af en plakat i bybilledet, som blandt andet Københavns Kommune står som afsender på. Kommunen støtter arrangementet økonomisk.

Det er vel bare et tegn på, at man tilpasser sig målgruppen - og anerkender, at der er mange på Nørrrebro, der ikke fejrer jul?

»Ja, og det skal vi ikke. God integration handler om, at dem, der flytter hertil, også må tilpasse sig traditionerne. Det er helt skævt, hvis vi begynder at bøje nakken.«

Men programmet viser, at ganske mange af arrangemneterne handler om jul - og overskriften er endda 'Jul på Nørrebrosk'. Er det ikke tilstrækkeligt for dig?

»Når vi bruger skatteborgernes penge, så lad os holde fast i hvad det er - nemlig jul,« tilføjer han.

Besar Rakpi, der er leder af Nørrebrohallen og Osramhuset, der begge hører under Kultur N, afviser kritikken.

»Når vi kalder det '24 dage med kultur', er det fordi, det ikke er alle arrangementerne, der har noget med jul at gøre. Det er ligesom, når jeg laver en pakkekalender til min søn. Der putter jeg jo heller ikke julepynt i alle dagene,« siger han til B.T.

Besar Rakpi gør i øvrigt opmærksom på, at arrangementet i år finder sted for femte gang. Både i 2015, 2016 og 2017 hed den øverste politiske ansvarlige for kulturområdet i København Carl Christian Ebbesen.

»Det undrer os, at kritikken ikke har været der tidligere,« siger han.

Kan du forstå, det kan se ud som om, I bare pleaser muslimerne?

»Det er ikke tilfældet. Skulle vi gøre det, havde vi jo slet ingen julerrangementer overhovedet.«

Bag de 24 arrangementer står en stribe lokale ildsjæle.

De er støttet af blandt andre Nørrebro Lokaludvalg.