Efter B.T.s dækning af, hvordan lokale drengegrupper chikanerer og skaber utryghed blandt borgere og erhvervsdrivende i Brønshøj, kræver Dansk Folkeparti nu handling fra justistministeren.

»Jeg vidste godt, der var problemer, men jeg synes, at det, der er kommet frem i B.T., viser, at omfanget er større end hidtil antaget. Det skal politiet selvfølgelig tage alvorligt, og det skal vi også gøre.«

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, der nu vil bede justitsminister Søren Pape Poulsen (K) redegøre for, hvordan Københavns Politi vil sikre, at de ansvarlige ballademagere bliver pågrebet.

B.T. har besøgt området ved Bellahøjhusene og har talt med flere beboere, der lever i konstant utryghed.

En af dem er en kvinde, der er blevet omringet, spyttet på og sparket efter af otte Brønshøj-drenge.

Og blandt andet på baggrund af beretninger som denne har Søren Pape Poulsen nu indkaldt Københavns politidirektør til møde på sit kontor for at finde ud af, hvad der er op og ned.

»Hvis folk går og føler sig truede og utrygge, det vil jeg simpelthen ikke finde mig i. Nu har vi gjort så meget, vi har lavet parallelsamfundsplaner, vi har strammet skruen på retsområdet helt vildt. Og det kan ikke være rigtigt. Du skal kunne være tryg i Danmark, uanset hvor du bor,« siger Søren Pape Poulsen til B.T.

Den daværende sektionsleder for nærpolitiet i Nordvest René Bro udtalte til B.T., at politiet havde en god dialog med de unge drenge.

Justitsminister Søren Pape Poulsen
Justitsminister Søren Pape Poulsen Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Og at de ligeledes forsøgte ad dialogens vej at lede dem på andre tanker, hvis de havde en mistanke om, at drengene var på vej ud i noget, der ikke var hensigtsmæssigt.

Justitsministeren anerkender det forebyggende arbejde og dialog, men han mener også, at der må være et punkt, hvor der skal noget andet til.

»De her unge mennesker skal saftsuseme også vide, at hammeren falder, hvis de ikke opfører sig ordentligt. Og der må vi se, om vi ikke kan statuere et par eksempler derude,« siger Søren Pape Poulsen og fortæller, at de vil styrke indsatsen med diverse kontroller markant i området

Politiet har tidligere fortalt, at det er deres opfattelse, at det langtfra er alle erhvervsdrivende og borgere, der anmelder de ting, de oplever.

Og det opfordrer både politiet og justitsministeren til, at man gør, hvis man vil problemet til livs.

»Jeg skal nok være særlig opmærksom på det og bede om, at nu får vi lige strammet skruen, og så håber jeg så også, at borgere og erhvervsdrivende vil spille med her og hjælpe os, for vi skal have noget hjælp til at gøre det,« siger Søren Pape Poulsen.

Han fortæller, at det ikke er sådan, at folk, der bor i nogle særlige områder, bare må acceptere, at der er det mere utrygt.

»Jeg vil gerne sige klart og tydeligt, at det her kommer vi til at kigge nærmere på. Jeg tager det meget alvorligt, for det provokerer mig helt vildt, at der er sådan nogle unger, der skal rende rundt og styre. De skal sådan set bare opføre sig ordentligt,« siger justitsministeren.

Martin Henriksen (DF) ved færgelejet i Kalvehave på Sydsjælland, inden han skal besøge øen Lindholm fredag den 7. december 2018. Regeringen og Dansk Folkeparti har præsenteret en aftale om at flytte udviste kriminelle fra Kærshovedgård til øen Lindholm ved Stege.
Martin Henriksen (DF) ved færgelejet i Kalvehave på Sydsjælland, inden han skal besøge øen Lindholm fredag den 7. december 2018. Regeringen og Dansk Folkeparti har præsenteret en aftale om at flytte udviste kriminelle fra Kærshovedgård til øen Lindholm ved Stege. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Udlændingeordfører Martin Henriksen (DF), der har bedt Søren Pape Poulsen om at tage stilling til problemet i Brønshøj, mener ligeledes, at der skal mere til end blot dialog nu. Han vil have de unge mennesker helt væk fra gaden.

»Hvis de her drenge finder ud af, at de kan tale sig ud af det og slippe af sted med det, så bliver de bare ved med at tale politiet efter munden. Det er jeg bange for, og derfor er der behov for, man sætter hårdt mod hårdt og sørger for, de her unge mennesker om muligt kommer væk fra gaden,« siger Martin Henriksen og uddyber:

»Når man fjerner de værste fra gaden, ved at de kommer i en sikret institution eller i fængsel, så er det jo der, du faktisk har en mulighed for at kunne nå nogle af dem, som man måske godt kan snakke med.«

Han fortæller, at de i Dansk Folkeparti mener, man bør lave en strategi fra politiets side.

»De ved formentlig godt – ellers vil jeg råde dem til at finde ud af det hurtigt – hvem det er, der er de værste. Og så må de sætte sig ned og lede efter noget på dem. Alt, hvad de kan finde. Jeg er ligeglad med, om det er togbøder, eller de er gået over for rødt lys – alt, hvad de kan finde på dem, skal de finde, og så skal de sørge for at komme efter dem med det, de har,« siger Martin Henriksen.