Den randrusianske virksomhed AG Automotive er erklæret konkurs.
Det betyder, at 160 medarbejdere er blevet sendt hjem, mens kurator arbejder på at finde en køber til hele eller dele af virksomheden. Det skriver TV 2 Østjylland.
De 160 medarbejdere er dog hverken blevet fyret eller fritstillet, men suspenderet og hjemsendt for at afvente, hvad det næste skridt bliver, lyder det fra kurator Søren Christensen Volder fra advokatfirmaet Bech-Bruun til mediet.
De ansatte kan være suspenderet i op til 14 dage, indtil de skal have afklaret deres fremtid.
AG Automotive har 18 afdelinger spredt over Jylland i byer som Silkeborg, Randers og Hadsten.
På virksomhedens hjemmeside fremgår det, at AG Automotive er leverandør af reservedele og udstyr til skov- og landbrugsbranchen.
Konkursen skyldes ifølge en meddelelse til kunder og leverandører en kombination af afmatning i markedet, hårdere konkurrence og betalingsproblemer, lyder det fra Lars Sendal From, der er direktør i AG Automotive A/S, i en meddelelse sendt til kunder, som TV 2 Østjylland har set.
I den bliver kunder bedt om at annullere ordrer, og at varemodtagelsen afviser leverancer. AG Automotive tager heller ikke imod nye bestillinger.
Lars Sendal From ønsker ikke at udtale sig om sagen til mediet.
