Nyheden bredte sig som en steppebrand, da den aarhusianske musikfestival Northside i 2022 tog en drastisk beslutning og helt fjernede kød fra madboderne.
Det viste sig at være et ganske upopulært tiltag, og derfor ruller Northside det nu tilbage.
Fremover vil der igen være kød og fisk på menuen, når den aarhusianske festival løber af staben, oplyser den på sin hjemmeside.
»I 2022 glemte vi at spørge publikum,« erkender festivalchef Brian Nielsen i en pressemeddelelse.
Northside skriver, at beslutningen om at fjerne kød fra festivalboderne er gået udover traditioner og har opdelt grupper, som kom på festivalen sammen.
»Nogle overvejer sågar ikke længere at tage på vores festival, da de ikke ser det som en festivals opgave at beslutte for folk, hvad der skal spises. Vi må desværre erkende, at denne procentdel er endog meget stor, og at frasige os potentielle deltagere er simpelthen ikke økonomisk bæredygtigt for os,« siger Nielsen.
»Det var en stor fejl, det vil vi gerne beklage.«
Fra næste år kan man igen finde kød og fisk i madboderne på Northside.

