»Jeg bliver normalt ikke rystet, men det her var skræmmende og ret tæt på. Og det er overhovedet ikke slut endnu.«

Thomas Schwaner er lige nu på ferie ved Tyrkiets sydkyst, hvor voldsomme skovbrande hærger. Her befinder han sig i feriebyen Marmaris med sin kone og parrets to børn.

Og da B.T. fanger ham fredag middag, er det til lyden af helikoptere i baggrunden, der er i fuld gang med at holde brandene under kontrol.

»Klokken to natten til fredag havde de fået en lille smule kontrol over ilden. Tidligere på aftenen var flammerne kun 50 meter fra os på vores altan. Store flammer,« fortæller Thomas Schwaner.

De store flammer bevæger sig foruroligt tæt på familiens hotel. Læserfoto: Thomas Schwaner
De store flammer bevæger sig foruroligt tæt på familiens hotel. Læserfoto: Thomas Schwaner
Vis mere

Alle i området gjorde alt for at få bugt med ilden, der med hast kom nærmere og nærmere deres hotel.

»Alle personer løb hertil for at hjælpe. Personalet var ved at tømme hotellets pool for at kunne bruge vandet til slukningsarbejdet. Entreprenørmaskiner lavede et brandbælte, mens helikoptere blev ved med at komme over os og droppe store mængder vand ned på flammerne,« siger Thomas Schwaner.

Efter en stor fælles indsats lykkedes det at få branden nogenlunde under kontrol, til trods for at den stadig ligger og ulmer i de 47 grader, som der lige nu er i området.

Men kampen for at få bugt med den voldsomme brand kom med en stor pris.

En 25-årig frivillig omkom, da han ville hente vand til brandfolkene på stedet.

Fredag middag er brandfolk og helikoptere stadig i gang med at kæmpe med flammerne i området. Men den massive varme gør, at vandet bare fordamper, når det bliver smidt på ilden.

I området er der kun en hovedvej, som brandfolkene og beboere kan bruge til at komme til og fra byen. Den vej går gennem skoven, og de mange brandfolk og frivillige gør alt for, at ilden ikke skal nærme sig den uundværlige vej.

Thomas Schwaner og familien har trods de vilde og skræmmende omstændigheder stadig formået at kunne fortsætte deres ferie.

På et tidspunkt var flammerne blot 50 meter fra familiens altan. Læserfoto: Thomas Schwaner
På et tidspunkt var flammerne blot 50 meter fra familiens altan. Læserfoto: Thomas Schwaner
Vis mere

»Min kone og ældste søn blev bange i går, men vi prøver at fortsætte ferien, som vi først afslutter på onsdag. Hotellet prøver på bedste vis at normalisere tingene, selvom køretøjer og helikoptere hele tiden suser forbi os.«

Familien har gjort rejsen hjem klar. En taxi kommer og henter dem på hotellet og fragter dem til lufthavnen i Bodrum. Og hvis det skulle gå så galt, at den vigtige hovedvej bliver lukket, er familien klar på at sejle fra feriebyen.

Og det med at finde løsninger på akutte problemer og at stå sammen i en svær tid er meget unikt for borgerne og turisterne i Marmaris, forklarer Thomas Schwaner.

»Alle butiksejere deler koldt vand ud til brandmændene og de frivillige. Det er et kæmpe sammenhold, og det er bare sådan, at man gør det hernede.«