For familien Søeborg fra Aarhus blev en rundrejse i USA afsluttet brat, da alle danskere i udlandet fredag blev opfordret til at rejse hjem.

Egentlig var det meningen, at Kenneth og Nesrine Soeborg først skulle have vendt hjem til Danmark om seks dage med deres to børn.

Men med den seneste tids udvikling i det, man vel efterhånden godt kan kalde døbe coronakrisen, handlede familien hurtigt.

»Vi blev enige om, at vi hellere måtte komme hjem til Danmark hurtigst muligt. Så vi bestilte nogle flybilletter hos et andet flyselskab og rejste hjem straks,« fortæller Kenneth og Nesrine Søeborg, da B.T. møder familien i Kastrup Lufthavns ankomstterminal.

Familien Søeborg måtte rejse hjem fra USA på grund af den seneste tids udvikling, og det har været dyrt. Her ses Kenneth Søeborg med sine to børn Matheo og Malina. Hans hustru Nesrine ønskede  ikke at være med på billedet.
Familien Søeborg måtte rejse hjem fra USA på grund af den seneste tids udvikling, og det har været dyrt. Her ses Kenneth Søeborg med sine to børn Matheo og Malina. Hans hustru Nesrine ønskede  ikke at være med på billedet.
Vis mere

Og den beslutningen har været dyr for familien. Meget dyr.

»Vi har fløjet med et andet flyselskab end det, som vi rigtig skulle have rejst hjem med, så det har kostet os 17.000 kroner,« siger parret.

»Men vi håber, at vi får beløbet refunderet.«

Familien trådte ud i ankomsthallen i samme øjeblik, som klokken slog 12.00, og de danske grænser lukkede.

Og selv om det nu har været varslet siden klokken 19.00 i går aftes, at Danmark har valgt at lukke grænserne og rådet alle danskere til at komme hjem hurtigst muligt, så var det ikke et kaos, som familien blev mødt af.

»Nej, det gik helt stille for sig,« understreger de.

Nu skal familien med et tog videre til Aarhus.

Hjemvendte danskere

Familien Søeborg er langt fra de eneste danskere, der lørdag vender snuden hjem. B.T. har talt med flere danskere, der i kølvandet på Mette Frederiksens (S) pressemøde fredag aften har pakket sydfrugterne for igen at betræde dansk jord.

Emilie Cebula på 25 år er rejst hjem fra Barcelona på grund af gårsdagens udvikling.
Emilie Cebula på 25 år er rejst hjem fra Barcelona på grund af gårsdagens udvikling.
Vis mere

En af dem er 25-årige Emilie Cebula, der er udvekslingsstudent i Barcelona. Hun modtog en besked fra sin mor fredag aften, og så tøvede hun ikke.

»Jeg bestilte en enkeltbillet fra Barcelona for at komme hjem hurtigst muligt,« siger hun og tilføjer:

»Og så tænkte jeg, at det var en god idé at tage et mundbind på, når man sad i et fly med så mange andre mennesker.«

B.T. følger udviklingen i Kastrup Lufthavn.