Den danske erhvervsmand Stig Elling er blevet indlagt.
Mandag morgen kunne rejsekongen på sin Facebook-profil meddele den kedelige nyhed, at han var blevet hentet af en ambulance.
»Trist morgen, jeg blev hentet af ambulance, da jeg ikke kunne stå på benene. For det ikke skulle gå udover Steen (ægtefællen, red.), ringede vi 112,« lyder det i opslaget.
Stig Elling kunne i 2020 offentligt fortælle, at han var blevet diagnosticeret med den invaliderende sygdom Parkinsons. I starten af november i år kunne Stig Elling fortælle den kedelige besked om, at sygdommen i øjeblikket drillede ham meget.
»Jeg ser hallucinationer, og det meget ubehageligt, jeg ser vand komme ind på gulvet som bølger, og til tider små sorte dyr, og møblerne flytter rundt.«
Opslaget blev modtaget med stor kærlighed og over 4000 reaktioner og hundredvis af kærlige ord rejsekongens vej.
Da den i dag 78-årige Stig Elling første gang fortalte om sygdommen, beskrev han det som »en mavepuster.«

»Jeg vidste jo godt, at der var et eller andet galt. Jeg kunne pludselig ikke cykle eller gå lange ture. Alle de ting, jeg elskede, og som gav mig et godt liv. Dem kunne jeg ikke længere. Men jeg har gået for lang tid med det. Ganske enkelt,« forklarede han til B.T. tilbage i januar 2020.
Stig Elling blev 15. juni 2012 gift med sin mand, Steen Elling, som det første homoseksuelle par i Danmark. Parret blev gift samme dag, som lovændringen trådte i kraft, der tillod personer af samme køn at gifte sig.
