Lørdag formiddag er Københavns Lufthavn proppet af forventningsfulde personer, der tager på ferie. Men ikke alle i lufthavnen har samme udsigt. Nogle af dem er Mads Rønne og hans familie.

De rejste klokken 13.30 fra København til New York. Men ikke fordi, de havde lyst.

De er som familie blevet afvist af Danmark. Afvist, fordi de ikke opfylder nok kriterier til at få familiesammenføring i Danmark. Til trods for, at Mads er dansk statsborger. Det samme er hans tre børn, men hans kone, Brittany, er amerikansk.

»Jeg kommer til at savne det. Vi har pakket en masse gode minder i vores kufferter, som vi er klar til at åbne, når vi kommer til USA,« siger Mads Rønne, da B.T. møder ham i lufthavnen.

Mads Rønne i Københavns Lufthavn.
Mads Rønne i Københavns Lufthavn.
Vis mere

»Men jeg er utrolig trist og skuffet over, at vores familie – og mange andre – har mistet fremtidsmulighederne i Danmark på grund af en udlændingepolitik, som der er gået koks i.«

For at forstå sagen, skal vi en tur tilbage i tiden.

I august sidste år rejste familien fra Vermont til København, som Mads forlod som 16-årig med sin familie for at flytte til USA. Efterfølgende mødte han Brittany, som i dag har en masteruddannelse i kemi. Mads selv er eliteforsker med speciale i grøn energi.

Familien rejste til København, da Mads blev inviteret som gæsteprofessor af DTU og Aalborg Universitet.

Brittany og parrets tre børn inden afrejsen til New York.
Brittany og parrets tre børn inden afrejsen til New York.
Vis mere

Forinden havde familien fået tilladelse fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI, red.) til at arbejde som gæsteprofessor, hvorfor familien kunne rejse med og bo i Danmark. Men så blev tilladelsen trukket tilbage.

»Nu skulle vi igennem familiesammenføringen i Udlændingestyrelsen, hvor jeg skulle søge som dansk statsborger,« siger Mads Rønne.

Og pludselig endte processen i et mareridt.

I november ansøgte parret om familiesammenføring. Det endte i februar i et afslag, hvilket betød, at Brittany skulle forlade Danmark inden for to uger.

Mads Rønne.
Mads Rønne.
Vis mere

»Det var allerværst, da min kone sad med et afslag på familiesammenføring i februar. Vi sad rundt om køkkenbordet, og vi skulle snakke med ungerne, om de skulle tage med mor hjem, hvis hun blev udvist. Og skulle nogen så fortsætte i Danmark med mig?«

»Det var ikke en sjov samtale. Børnene kunne godt forstå det, men der var tårer ved køkkenbordet. For de har det fantastisk i deres skole og børnehave, og vi trives her,« forklarer Mads Rønne.

I afslaget, som B.T. har set, er der flere årsager til Udlændingestyrelsens beslutning.

Styrelsen skriver blandt andet, at Brittany ikke »opfylder betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse i mindst 3 år ud af de seneste 5 år forud for ansøgningen om opholdstilladelse«.

Parrets yngste barn har nemlig brug for ekstra støtte på grund af talevanskeligheder. Derfor havde hun brugt de senere år på at gå hjemme ved ham.

Endvidere ligger det til grund, at Mads Rønne ikke har arbejdet fuld tid i fem år i Danmark inden ansøgningen, ligesom styrelsen har lagt vægt på, at Mads Rønne mangler at gennemføre 1.g.

Også selvom Mads Rønne har et afslutningsbevis fra et gymnasie og et universitet i USA – og i dag er professor ved flere amerikanske universiteter.

Det betyder, at familien har fået afslag, fordi »du og din ægtefælle ikke opfylder mindst 4 ud af 6 betingelser i integrationskravet«, som det lyder.

»Det er cirkusregler, og det er totalt skørt. Man griner og smiler af det. Men indeni er jeg vred og skuffet. Det er galimatias,« siger Mads Rønne, som også tager sig til hovedet over, at beslutning taget for 22 år siden – da han gik ud af 1.g – er en del af grunden til, hvorvidt han kan bo med sin familie i Danmark.

»Vi er selvforsørgende, vi kommer for at bidrage. Men Danmark vil ikke os. Og det havde vi ikke forventet,« lyder det fra en tydeligt frustreret Mads Rønne.

Nu er reglerne engang sådan her, og så kan man kalde dem skøre. Men inden I rejste til Danmark, havde I sat jer ind i reglerne?

»Vi brugte en del tid med DTU og Aalborg Universitet, som godt forstår, hvordan man håndterer gæsteprofessorater. Vi gik igennem Siri. Og de gav mig skriftlig tilladelse til at lade mig komme som amerikansk statsborger som gæsteprofessor. Alle tre parter kaldte det en god løsning.«

»Men så hev de vores skriftlige tilladelse tilbage. Lige så snart det skete, rev de gulvtæppet væk under os.«

Familien har klaget til Udlændingenævnet. Reelt set kan Brittany og familien opholde sig i Danmark, indtil der kommer svar, hvilket de også har gjort indtil nu.

»Men vi tør ikke blive. Det er for usikkert, så nu bygger vi en fremtid op i USA. Men Danmark er stadig højt på vores liste.«

Andre læser også