Lyt til artiklen

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at Danmark eksporterede for 159 milliarder kroner i oktober.

Det lyder jo af meget – men tallet er faktisk dybt bekymrende.

For der er tale om et fald på 4,9 procent siden september, når der tages højde for sæson.

Dermed har dansk eksport oplevet det største månedlige fald siden begyndelsen af coronakrisen.

»Dagens tal kan være en endnu indikation på, at krisen efterhånden også er ved at ramme eksportvirksomhederne,« siger Nykredits cheføkonom Palle Sørensen i en kommentar, hvor han dog også påpeger, at eksporttallene varierer ret markant fra måned til måned.

Ikke desto mindre advarer han om, at 'der er flere sorte skyer i horisonten'.

»Den tårnhøje inflation øger også risikoen for, at pengepolitikken sender Danmark og resten af den vestlige verden i recession. Det vil ramme eksportvirksomhederne hårdt. I Nykredit forventer vi da også, at Europa (samlet set) ser ind i en recession næste år,« lyder det fra Palle Sørensen.

Gaskrisen er også skidt nyt for de danske virksomheder.

»For ikke nok med at det lægger en betydelig dæmper på udsigterne til den økonomiske udvikling, så kan det føre til, at en række industrivirksomheder må lukke ned for hele eller dele af produktionen for at spare på gassen og elektriciteten. Navnlig hvis de høje priser, som vi så i august, vender tilbage i vintermånederne. Det vil også kunne ses i eksporttallene,« siger Palle Sørensen.

Også hos Arbejdernes Landsbank vækker det store fald i den danske eksport også bekymring.

»Dagens tal er lidt af et øv-tal,« siger cheføkonom Jeppe Juul Borre i en kommentar.

Han hæfter sig ved, at det er anden måned i træk, at eksporten falder.

»Vi er en lille og åben økonomi, og eksporten betyder meget for dansk økonomi, hvor den beskæftiger i omegnen af 900.000 danske arbejdspladser. Det er noget, som kan give ganske bred gennemslagskraft i økonomien,« fortsætter Jeppe Juul Borre.

Arbejdernes Landsbanks cheføkonom gør dog også opmærksom på, at de seneste to måneders fald er sket efter et – samlet set – rigtig godt 2022 for den danske eksport.

»Inden der står skuffelse malet udover de nye tal for eksporten, så skal vi dog huske på, at 2022 som helhed har været et fremragende eksportår trods globale økonomiske udfordringer.«