En af landets førende pandemiforskere, Lone Simonsen, bekymrer sig nu for et nyt udbrud med 'abekopper'.

Det fortæller hun til B.T., mens usædvanligt mange afrikanere i øjeblikket bliver smittet med en ekstra dødelig variant af sygdommen, som i dag kaldes mpox.

»Bekymringen er, at hvis mpox-virusset kan mutere og lære at sprede sig fra menneske til menneske mere effektivt, kan der komme en pandemi,« siger Simonsen, der er professor i epidemiologi og til dagligt leder forskningscentret Pandemix på Roskilde Universitet.

Sidst, Danmark måtte forholde sig til mpox, var i 2022, da en række danskere blev smittet med virusset, der typisk viser sig som væskefyldte blærer på kroppen.

Dengang begyndte udbruddet netop i Afrika – mere præcist Nigeria. Nu spreder en mere dødelig variant sig i Den Demokratiske Republik Congo (DRC).

Varianten har forårsaget mindre udbrud i mange år, forklarer Simonsen, men på det seneste er den begyndt at blusse op igen med fornyet styrke: Fra 2023 til marts 2024 er 18922 blevet smittet i Congo, viser nye tal fra WHO.

Det er meget mere end ved tidligere udbrud i området, siger Simonsen, som derfor frygter, at der er tale om en mere smitsom variant.

»Det er rigtig mange. Det plejer aldrig at være så mange. Førhen var der 500-1000 mennesker smittet i et udbrud.«

»Det er en helt anden størrelsesorden.«

Mere dødelig
Ud over, at varianten ser ud til – af uransagelige årsager – at sprede sig mere, er den også mere farlig, siger Simonsen.

»Den er 10 gange mere dødelig,« konstaterer hun med henvisning til de 18922 smittede, hvoraf 70 procent er børn:

»Cirka 10 procent af de kendte børnetilfælde er døde.«

»Det vides ikke, hvorfor der er så mange tilfælde; er der flere vilde dyr, der har virusset?,« spørger hun med henvisning til, at smitte med mpox typisk stammer fra dyr, »eller er den blevet bedre til at sprede sig fra menneske til menneske? Det vil jeg tro.«

Selvom smitten lige nu foregår langt væk, er den vigtig at holde øje med – også i Danmark, siger Simonsen.

»Vi har jo set i maj 2022, at mpox-varianten fra Nigeria spredte sig verden over blandt mænd, der har sex med mænd,« siger Simonsen.

»Men det var en ret dårligt tilpasset virus i 2022, så epidemien døde ud samme år delvis takket være vacciner. Spørgsmålet er så, om mpox-virusset i Congo bliver bedre til at sprede sig og også vil forårsage en epidemi. Mpox er ikke en risiko for de fleste, for man skal være virkelig tæt på nogen for at blive smittet af den, men kan den så udvikle sig videre, så den kan smitte bredere blandt mennesker?«

Hun peger på, at en stor del af smitten ser ud til at være fra dyr til mennesker, og at de fleste ramte er børn. Der er dermed tale om en anden variant end den, som tidligere har spredt sig i Afrika.

Adspurgt om, hvad der skal til, før den nye variant spreder sig til Danmark, svarer Simonsen:

»Den skal blive bedre til at sprede sig fra person til person.« 

Og det ser det altså ud til – mener hun – at den er i gang med at blive bedre til.

»Der er ikke tegn på, at den har spredt sig uden for Afrika, og heldigvis findes der effektive vacciner, som allerede blev brugt verden over i udbruddet i 2022.«

Når hun alligevel er bekymret, skyldes det en frygt for, at mpox-virussen på sigt måske kan udvikle sig til noget, der ligner den nu udryddede koppevirus, som skabte store dødelige epidemier verden over for 300 år siden, og som er i familie med mpox.