Natten til torsdag vågnede eleverne på Flemming Efterskole til lidt af en forskrækkelse.

Efterskolen har siden søndag været på skitur ved området Nassfeld i Østrig, og efter sengetid onsdag er mange formentlig vågnet til et chok, da gangarealerne pludselig var tykke af røg.

»Det blev lige pludselig meget dramatisk, da brandalarmen gik,« fortæller efterskolens forstander, Jacob Mangelsen, morgenen derpå til B.T.

Selv var han ikke gået i seng endnu, men sad og evaluerede den forgangne dag med de sidste vågne lærere over et pølsebord, da de pludselig opdager, at der er røg - og brandalarmen er gået af.

»Vi fik meget hurtigt istandsat en evakuering af alle eleverne, og efter fem minutter havde vi alle 210 elever ude foran hotellet,« fortæller efterskoleforstanderen tidlig torsdag morgen.

Årsagen til den dramatiske nat skulle findes i spaområdet, hvor der var opstået en brand i en sauna, fortæller Mangelsen.

Efter ventetid i busserne, de var rejst derned i, vurderede det lokale politi og brandvæsen, at branden var så meget under kontrol, at samtlige 250 rejsende fra Flemming Efterskole roligt kunne tjekke ind på hotellet igen.

»Der er ingen tvivl om, at nogle elever kan være chokerede efter sådan en oplevelse, og alle har også fået tilbudt at snakke med en voksen om det efterfølgende,« fortæller forstanderen slutteligt.

Det har dog ikke været nødvendigt endnu, og skieventyret fortsætter ufortrødent inden turen går hjem natten til lørdag.