Jakob Dalhoff er blevet ret hurtig til at komme i dækning i ejendommens parkeringskælder.
På blot et enkelt minut kan han og hans forlovede nå fra lejligheden på fjerde sal i Lviv i Ukraine til sikkerhed på nederste etage i boligkomplekset. Det er netop sket, da B.T. ringer ham op på et videoopkald onsdag formiddag.
»Jeg var ved at gøre klar til, at vi skulle snakke sammen, da luftalarmen lød,« siger han.
»Vi kan nu komme ned i kælderen på ét minut. I starten tog det fem,« fortsætter han.
Det eneste, der sker før spurten ned af trappen begynder, er, at katten skal indfanges og lukkes inde på badeværelset, hvor der er stillet mad og vand frem til den.
Andre ejendele bliver efterladt, hvor de er. Den 48-årige dansker har dog konstant sit pas og nogle kontanter i lommerne, fortæller han. Klar til flugt.
Selvom Jakob Dalhoff har fået indøvet en rutine i at komme hurtigt i dækning fra et eventuelt luftangreb, er det ikke det samme som, at han har vænnet sig til den ekstraordinære situation, der begyndte da Rusland i sidste uge invaderede Ukraine.
»Ingen troede, at det her ville ske. Mit mentale beredskab er nu sådan, at jeg er holdt op med at gætte på, hvad der sker i morgen. Jeg gætter ikke på, om en luftalarm er alvorlig eller ej,« siger han.
Danskeren med hjemmeadresse i Hellerup er direktør i Lokalebasen.dk og Matchoffice.com, som formidler kontorhoteller i mere end 100 lande. I Lviv, der har været bopæl i de seneste fire år, er Jakob Dalhoff chef for 40 ansatte, ligesom han også har en lille håndfuld medarbejdere i Danmark.
Han er som alle andre i Ukraine i undtagelsestilstand på grund af krigsudbruddet.
Og selvom Lviv i det vestlige Ukraine ikke har været udsat for kamphandlinger og Jakob Dalhoff beskriver sin situation som relativ ‘heldig’ og ‘privilegeret’, så mærker han krigens alvor på sin krops signaler.
»Jeg er begyndt at få næseblod og udslæt,« siger han
Han forklarer, at han har prøvet det før. Han ved, hvad det betyder: stress.
»Jeg har ikke haft det sådan siden Finanskrisen (i 2007- 2009, red.),« siger han.
De skærpede sanser giver sig til udtryk på forskellig vis.
»Fra vores lejlighed kan man høre jernbanen. Efter at vi havde boet her i to dage, stoppede jeg med at bemærke den. Men jeg er nu begyndt at høre igen, når der kommer en rumlen fra banen. Så tænker jeg straks, om det måske er et fly eller raketter, der er på vej.« siger han.
I parkeringskælderen føler Jakob Dalhoff sig sikker. Her er der vand og stearinlys til nødstilfælde. Som i en rævegrav er der udgange i begge ender, hvilket giver en form for forsikring i det tilfælde, at bygningen skulle styrte sammen i den ene side efter et raketangreb.
Det er også i kælderen, at Jakob Dalhoffs ene bil står parkeret. Den anden findes uden for bygningen. Begge biler er fuldt tanket op og klar til at køre ud af landet.
Men den danske direktør har ikke i sinde at flygte. I hvert fald ikke til at starte med.
»Nu sidder vi det her igennem,« siger han.
»Vi har haft mange overvejelser om, hvornår vi skal tage afsted. Hvis der pludselig kommer bombardementer, vil vi alligevel være for sent på den. Det er mere sikkert at blive i kælderen end ude på vejene.«
Det har desuden stor indflydelse på beslutningen om at blive, at Jakob Dalhoffs forlovedes mormor har svært ved at rejse med.
»Førsteprioriteten er min forlovedes familie – hendes mor og mormor. De har ikke andre. Mormoren får medicin og er dårligt gående, og det vil ikke være hensigtsmæssigt med hendes dårlige helbred, hvis vi skulle vente fem dage ved grænsen (til Polen, red.),« siger Jakob Dalhoff og fortsætter:
»Og så har jeg også en forpligtelse over for vores medarbejdere. Jeg bliver her og støtter dem. Det betyder meget for dem. Det har jeg kunnet mærke. Jeg siger til dem, at de ikke skal tænke på arbejde men fokusere på at have det så godt som muligt. De og deres familiers sikkerhed er det afgørende.«
Jakob Dalhoff fortæller, at det er hans forventning, at Lviv vil blive militært indtaget af russerne. Først derefter påregner han at tage flugten.
»Russerne er langt stærkere. De skyr ingen midler, og det er svært at se, hvordan Ukraine skal holde til det.«
»Om en måned eller måske seks uger tror jeg, at russerne står her. Der kommer kampe, og så gælder det om at være i kælderen og have mad nok. Først når russerne har kontrollen og kamphandlingerne er overstået, tager vi afsted.«
Jakob Dalhoff har også en nødplan:
»Jeg har været i kontakt med en udenlandsk pilot og aftalt et stykke græs, hvor han kan lande og samle os op. Det er en pilot, jeg har en relation til, og jeg ved, at han kan flyve lavt under radaren for luftrummet er jo lukket. Vi har udvekslet koordinater, men det er absolut sidste udvej, hvis vi ikke kan køre ud af den ene eller anden årsag.«
Indtil muligheden for at komme væk fra det krigshærgede land måtte opstå, forskanser Jakob Dalhoff sig i sin lejlighed med gardinet trukket for.
Få kilometer fra hjemmet findes både en kaserne og den internationale lufthavn. Skulle de blive udsat for bombeangreb, kan ruderne hos Jakob Dalhoff måske blive blæst ind og glasskår komme flyvende gennem lejligheden som konsekvens.
I mellemtiden forsøger han at støtte sine medarbejdere. Han har eksempelvis bedt holdet i Danmark om at sende uddannelsesmateriale, som måske kan aflede opmærksomheden fra krigens gru. Og desuden indgyde håb om, at der er grund til fortsat at dygtiggøre sig.
»Vi bliver nødt til at tro på, at der er en fremtid i morgen,« siger Jakob Dalhoff.
