Coronavirussen har haft store konsekvenser for erhvervsliv, sundhedssektoren, uddannelsesinstitutioner - nu går det også ud over de danske medier.

North Media Aviser, der blandt andet ejer Helsingør Dagblad, har besluttet, at man nu vil forsøge at sælge avisen.

Hvis man ikke får solgt avisen, så vil man være nødt til at lukke den ved udgangen af april 2020. Det skriver dagbladet selv.

»Det er en svær beslutning, som vi har truffet med smertelig bevidsthed om Dagbladets betydning for lokalområdet gennem 152 år. Vi har det seneste halve år øget investeringerne i digital udvikling og medierådgivning for at skabe en bæredygtig drift af Dagbladet, men corona-krisen har desværre fjernet grundlaget for de investeringer,« siger administrerende direktør Lasse Wulff Hansen fra North Media Aviser A/S og fortsætter:

»Vi kan ikke forsvare at blive ved med at dække Dagbladets tab på bekostning af vores andre udgivelser.«

Dog håber han, at det vil blive muligt med et salg.

Man forventer desuden at måtte sige farvel til seks medarbejdere, i det man kalder Hovedstadens Mediehus, der også er ejet af North Media Aviser. Her driver man otte lokalaviser i hovedstaden.

Helsingør Dagblad blev etableret i 1867 af en lokal borgergruppe. Første udgave udkom den 21. oktober 1867.