Normalt er det unge mennesker, man ser shoppe sexlegetøj og glidecreme hos den danske virksomhed Peech.

Men nu udbygger virksomheden kundeskaren til et noget mere modent publikum. Blandt andet kan man forvente specialudviklede og seniorvenlige produkter.

Peech er ikke alene om at understøtte ældres sexliv. De har nemlig indgået et samarbejde med Ældre Sagen og Seniorshoppen.

Medstifter og administrerende direktør Clara Filipa Damgaard Andersen mener, at ældres sexliv og -lyst er underbelyst i den offentlige debat.

Peech, som sælger sexlegetøj, vil udvikle produkter til et ældre publikum
Peech, som sælger sexlegetøj, vil udvikle produkter til et ældre publikum Emilie Laerke

»Jeg synes, at seksualitet, lyst og nydelse er vigtigt, uanset hvilken alder man har,« siger hun til B.T. 

Virksomheden Peech er kendt for deres pastelfarvede og æstetiske udtryk. Den første butik åbnede for fire år siden og stod i skarp kontrast til de eksisterende dunkle sexshops i særligt indretningen og produktsortimentet. 

Men Peech er ikke kun kendt for salg af sexlegetøj.

Sexlegetøjsmageren har vundet indtog blandt særligt unge danskere med events som 'dildo shows' og bondage-workshops.

Og nu udbreder virksomheden deres produkter og arrangementer til et ældre publikum.

Tre plejehjem venter nemlig besøg fra virksomheden, som skal afholde forskellige arrangementer. Blandt andet et såkaldt 'Peechy Party', hvor man fremviser og demonstrerer produkter for beboerne. 

Derudover skal en sexolog forbi nogle af plejehjemmene og snakke med beboerne om lyst.

For alder er en faktor, der kan påvirke menneskers sexliv, lyder det fra Peech. 

tip os
Er du en af de ældre, som bruger sexlegetøj eller kunne overveje det, så hører B.T. gerne fra dig:

Men hvorfor så ikke bare acceptere, at man dyrker mindre sex, når man kommer op i årene? 

»Der findes ikke en opskrift på, hvordan man skal have et sexliv. Noget, jeg synes kan være rigtig fint ved at vedligeholde det hele livet igennem, er nogle sundhedsmæssige ting, som sex kan udløse,« siger Peech-direktøren og henviser til glædeshormoner som dopamin og oxytocin.

Clara Filipa Damgaard Andersen oplever, at efterspørgslen fra en ældre generation har været der, lige siden de slog dørene op for første gang.

Her oplever medstifteren, at det især er funktionsbestemte produkter som penisringe og dildoer, som de ældre efterspørger. 

Det er også en af grundene til, at virksomheden nu udvikler mere seniorvenligt sexlegetøj.

»Vi kommer til at have nogle produkter, hvor knapperne er mere yderliggående, så de er nemmere at trykke ned på. Og så kommer vi til at lave mere fyldestgørende manualer,« fortæller hun.

Peech forventer, at de nye produkter rammer butikker og webshoppen i løbet af i år.

Det er ikke kun hos Peech, at man oplever efterspørgsel fra ældre.

Jimmy Buchmann er underdirektør for medlemsservice og marketing i Ældre Sagen, og han mærker også, at deres medlemmer efterspørger sexlegetøj.

»Vi oplever, at det er noget, der interesserer vores medlemmer,« siger han til B.T.