Efter to mislykkede forsøg planlægger Rasmus Kragh at ramme toppen af Mount Everest den 19. eller 20. maj.

- Det er (næsten) showtime!, sådan skriver den danske bjergbestiger Ramus Kragh søndag på Facebook.

I en opdatering skriver han, at den 19. eller 20. maj er de foreløbige datoer, hvor han vil forsøge at begive sig mod toppen af Mount Everest.

Han skriver samtidig, at han nu befinder sig i 4400 meters højde, hvor han hviler sig forud for topforsøget.

- Min hvilepuls er faldet tilbage til de 40, min iltmætning er steget til 95 % og Team Danmark (Rasmus Folino og Rasmus Kragh) har begge fået et bad, beretter han.

Den danske bjergbestiger har begivet sig op på verdens højeste bjerg, fordi han vil gennemføre det, som ingen dansker endnu har formået: Han vil bestige Mount Everest uden en iltflaske på ryggen.

- Det er i mine øjne den maksimale fysiske og mentale udfordring, du kan sætte dig selv over for: Verdens højeste bjerg uden ilt. Der er noget smukt i at møde bjerget i øjenhøjde, udtalte han i starten af maj.

- Man møder det på de præmisser, der er, og det er ens egen krop, der har båret én hele vejen op og ned igen.

Både sidste år og forrige år forsøgte Ramus Kragh at kæmpe sig mod den højeste bjergtop i Himalaya.

Begge gange måtte den danske klatre imidlertid give op med 250 meter til toppen, fordi dårlige vejrforhold blandt andet spændte ben for ham.

I starten af maj fortalte Rasmus Kragh, at han mente, at det i år ville lykkedes ham at gennemføre rekordforsøget.

Kragh ankom til Mount Everest i midten af april. Her har han trænet og vænnet sin krop til at være i højden, hvor indholdet af ilt i luften er væsentligt lavere end ved havoverfladen.

Hidtil har 17 danskere besteget det 8848 meter høje bjerg i Himalaya alle med hjælp fra medbragt ilt.

/ritzau/