Bavarian Nordic-aktien går kun en vej. Op, op, op. OP.

På kun en uge er den steget med mere end 80 procent.

Ifølge Finans.dk er den danske aktie senest mandag morgen steget med over ti procent på kort tid, efter at aktiemarkedet er åbnet.

Det er udbruddene af abekopper flere steder i verden, der har påvirket aktiekursen hos den danske medicinalvirksomhed, fordi selskabet producerer koppevaccinen Imvanex.

Et udbrud af abekopper.
Et udbrud af abekopper. Foto: CDC/BRIAN W.J. MAHY
Vis mere

I sidste uge kunne Bavarian Nordic eksempelvis meddele, at man havde indgået en aftale med et unavngivet europæisk land om levering af vaccinen.

Den eksplosive kursvækst hos det danske selskab kommer i en tid, hvor aktiemarkedet ellers er under hårdt pres. Ikke mindst på grund af krigen i Ukraine.

Ifølge aktiemediet MarketWire svarer aktieudviklingen hos Bavarian Nordic til, at markedsværdien er røget syv milliarder kroner i vejret på bare tre dages børshandel.