Der er travlt ved udgangen på den københavnske Nasdaq-fondsbørs torsdag morgen.

Indehaverne af Ambu-aktier sælger ud i stor stil, efter at selskabet onsdag aften meddelte, at man ikke forventer at kunne opnå den salgsvækst, man havde stillet investorerne i udsigt.

Efter et kvarters handel var aktien af samme årsag faldet med 15 procent.

Den har siden rettet sig, så kursen omkring klokken en halv time senere kun var godt otte procent lavere, end da børsen lukkede for handel dagen forinden.

Ambu, der producerer hospitalsudstyr, havde oprindeligt forventet at kunne øge sin omsætning i regnskabsåret 2021/22 med mindst 13 procent sammenlignet med året forinden.

Den nye melding lyder imidlertid på, at man nu kun regner med at øge omsætningen med fire procent.

Samtidig med nedjusteringen har Ambu annonceret, at man går i gang med at finde besparelser på 250 millioner kroner, som skal slå igennem i næste regnskabsår.

Spareplanen indebærer, at man på verdensplan må sige farvel til 200 medarbejdere.

Ambu har i længere tid været blandt de mest shortede aktier på Nasdaq Copenhagen.

En opgørelse, som Marketwire har lavet på baggrund af indberetninger fra Finanstilsynet, viser, at 12,83 procent af Ambu-aktierne er shortet.

Når man shorter en aktie, sker det i forventning om, at aktien falder.

I praksis låner man den af en anden aktionær. Man sælger aktien med det samme og køber den igen, når den skal afleveres tilbage.

Hvis aktiekursen er faldet i mellemtiden, har man tjent på handlen, men hvis den stiger, taber man penge.