Søndag – før fanden havde fået sko på – gik Danny Jensen rundt i den aarhusianske ghetto Trillegården for at gøre gaderne sikre.
Det havde nemlig sneet natten til søndag, og da den 29-årige mand arbejder som vejmand, var han i gang med at salte stierne.
Men det var tilsyneladende ikke alle, der var tilhængere af det.
Eller også befandt Danny sig bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Vi skal skrue tiden tilbage til klokken cirka 6.55 søndag morgen.
»Jeg er ved en parkeringsplads i Trillegården, hvor jeg stiller min trillebør med salt og bevæger mig over mod et par biler. Mens jeg håndsalter, hører jeg pludselig en stemme, der siger: 'Har du nogen penge?',« fortæller Danny Jensen i dag til B.T.
Danny når nærmest ikke at opfatte spørgsmålet, men vender sig instinktivt om, og så rammer det første slag.
I sekunderne efter kommer der yderligere tre knytnæveslag.

Danny falder ned på den snebeklædte asfalt, og her fortsætter overfaldet med hårde spark i maveregionen.
»Jeg får fat i min pung og rækker den op, mens de sparker. De kigger i den, tager 2.000 kroner i kontanter og forsvinder så,« fortæller han.
Danny får kæmpet sig op på benene og ringer til både politiet og sin kollega, der også befinder sig i Trillegården, men som kører rundt og salter med en maskine.
Og kort tid efter holder der tre patruljebiler og en indsatsleder.
Vejmanden får afgivet forklaring og kommer en tur på skadestuen, hvor det heldigvis viser sig, at han slipper med skrammer og en mild hjernerystelse.
Men det er vel at mærke de fysiske mén.
»Jeg er dybt rystet, må jeg sige. Jeg passer mit arbejde og sørger for, at de her folk ikke falder på røven, og så skal jeg have tæsk for det! Det er langt over grænsen,« siger Danny.
Politiet har endnu ikke fundet gerningsmændene, og Danny er desværre heller ikke til meget hjælp.

Han nåede at registrere, at den primære overfaldsmand var mørklødet i huden, og at han var omkring 180 centimeter høj. Danny vurderer ham ligeledes til at være omkring 20 til 30 år.
Overfaldet har sat sine mentale spor, og fysisk har Danny også ondt, når han gaber og tygger, men alligevel kæmpede den 29-årige mand sig på arbejde mandag morgen.
»De skal fandeme ikke have lov at sætte en frygt i mig, så jeg besluttede mig for, at jeg ville arbejde i dag,« fortæller Danny.
Danny har kun mulighed for at salte i ghettoen Trillegården, men efter overfaldet har de lavet den regel, at de altid går to og to sammen.
Hvis du ved noget om sagen, kan du kontakte politiet på telefonnummer 114.