Det ser skidt ud for det, der skulle blive det danske svar på musiktjenesten Spotify.
For selvom musiktjenesten Moodagent havde store planer om at give andre streaminggiganter kamp til stregen, er selskabet nu endt i en rekonstruktion.
Det viser oplysninger i CVR-registreret ifølge Finans.
Rekonstruktionen kommer i kølvandet på, at selskabet siden 2014 har haft røde tal på bundlinjen.
Senest i 2020, hvor Moodagent havde omsat for knap 960.000 kroner, men alligevel endte med et underskud, der lød på 44,9 millioner kroner.
Derfor har Moodagent da også løbende hentet penge fra flere investorer herunder Greystone Capital, som har været med på rejsen siden relanceringen i 2019.
Dengang var det da også med oprejst pande og med ønsket om, at musiktjenesten skulle bringes ud over hele kloden, at Moodagent modtog kapital.
»Vi er klar til at lancere i Danmark inden for ganske kort tid. Derefter følger 17 lande, og vi har lavet globale aftaler med relevante pladeselskaber. Vi har fuldt musikkatalog, når vi lancerer,« fortalte Nick Jensen, der er medstifter af Greystone, på et pressemøde.
Hvad årsagen til rekonstruktionen er, er endnu ukendt, og det har ikke været muligt for mediet at indhente en kommentar fra rekonstruktørerne.
Moodagent blev stiftet i 2001, men i 2019 var der et større bestyrelsesskifte, hvor Mikael Henderson og Peter Berg Steffensen kom til.
