Lørdag kunne Danmarks Største Fredagsbar meddele, at alle billetter var udsolgt.

Men søndag var der skår i glæden, da de nu kunne fortælle, at svindlere havde meldt sig ind i kampen. En række ugyldige billetter er således i omløb op til fredagens strabadser i Universitetsparken i Aarhus.

»Vi er desværre blevet gjort opmærksom på, at der er falske billetter i omløb,« skriver Danmarks Største Fredagsbar i et opslag på Facebook.

Men det er ikke første gang, at efterspørgslen på billetter har overgået udbuddet.

For et år siden kunne Danmarks Største Fredagsbar nemlig komme med en næsten identisk melding om svindel med billetter.

Danmarks Største Fredagsbar opfordrer til, at man skal være opmærksom på, om billetten er købt gennem deres billetsystem, Safeticket.

Hvis man har mistanke om, at man har købt en af de falske billetter, der er i omløb, så opfordrer Danmarks Største Fredagsbar til, at man kontakter dem.

Man kan godt købe sin billet uden at tilgå Safeticket, men man skal som køber være opmærksom på, om billetten er gyldig, da en billet kun kan scannes en gang.