»Store bryster og benzin. Og fede øser stylet med stil.«
Blandt andet sådan lød det i musikeren Julians sang 'DHB' om arrangementet Danmarks Hurtigste Bil.
Men i år er de fede øser kørt i garagen, for festivalen, der afholdes på Padborg Park, er blevet aflyst.
Det oplyser 'DHB – Danmarks hurtigste bil' på sin Facebook-side.
»Vi har desværre måttet træffe den beslutning ikke at afvikle DHB i 2025. Arrangementet har i mange år været en stor succes blandt både publikum og deltagere, men vi har desværre måttet konstatere en nedgang i specielt publikumstallet,« siger Tom Pedersen fra Padborg Park.
Coronapandemien bliver nævnt som en af årsagerne, men der er også en anden grund, lyder det.
»Når vi taler med tidligere gæster og deltagere, fortæller mange af dem, at de ikke har lyst til at tage til DHB, fordi de har følt sig jagtet af Færdselspolitiet i deres kontroller ved indgangen til banen.«
Danmarks Hurtigste bil har fundet sted på Padborg Park hvert år siden 2016, men i år må bilentusiasterne altså se langt efter arrangementet.
Det bliver dog slået fast, at DHB ikke er lagt i graven, men nu vil blive gentænkt, så det kan komme igen i 2026.