Inden Henrik Lemvigh og hans kone gav hinanden deres 'ja' i 1966, havde han gjort én ting klart for hende:
Hun skulle ikke regne med at se ham én eneste weekend i løbet af foråret. Og at foråret for hans vedkommende i øvrigt strækker sig fra begyndelsen af januar til en gang ind i august.
I de måneder er det nemlig sæson for hans helt særlige hobby.
Henrik Lemvigh har gennem stort set hele sit liv haft en hobby, som er lidt ud over det sædvanlige. Han samler på fugleæg.
»Jeg er født og opvokset på bøhlandet på Sydsjælland. Jeg har interesseret mig for fugle, lige siden jeg kunne krybe,« fortæller den i dag snart 82-årige æggesamler.
En hobby, der har givet ham mange mindeværdige naturoplevelser, en dom for æggetyveri og et lettere anstrengt forhold til Statens Naturhistoriske Museum i København.
Men også en hobby, som han nu har måttet sande, at han ikke længere kan passe. Sådan en æggesamling kræver kontrol over fingrene.
»Motorikken er ikke til det længere. Og så er det tåbeligt, at jeg har sådan noget stående,« siger han uden ærgrelse i stemmen.
Han har derfor overdraget samlingen, der består af 22.221 æg, til det naturhistoriske museum Naturama, der ligger i Svendborg.
»Jeg savner dem ikke. Det gør ikke noget, at jeg ikke har æggene her hos mig, når jeg ved, at de er i gode hænder.«
»Naturama er et fristed for mine æg,« slår Henrik Lemvigh fast.
Interessen for fugle og deres æg tog for alvor fart, da Henrik Lemvigh som 12-årig blev introduceret til en ivrig æggesamler – en kartoffelavler nær Præstø.
»Jeg var helt lamslået over at se alle de æg, han havde,« husker Henrik Lemvigh.
Og i de følgende år tog Henrik ud og samlede æg i det ganske land med sin læremester. Ti år efter deres første møde døde æggesamleren fra Præstø. Men inden sin død havde han besluttet, at Henrik Lemvigh skulle have den store samling, der rummer æg helt tilbage fra 1856.
»Det var jo fantastisk. Helt suverænt. Jeg var ovenud lykkelig. Der var jo andre end mig, der var interesserede i hans samling,« siger Henrik Lemvigh.
De efterfølgende år brugte Henrik Lemvigh på at supplere samlingen med endnu flere æg, så den i dag består af svimlende 22.221 fugleæg.
Henrik Lemvigh gætter på, at han selv har tilføjet omkring 3.000 af æggene til samlingen. Og sådan en æggesamling tager tid at bygge op.
I de gode år fandt Henrik Lemvigh cirka tusind fuglereder om året. Men det var kun en brøkdel af æggene, der kom med hjem i de store skuffedarier på værelset i huset i Vedbæk. For de skulle passe ind i samlingen.
»Så har man skuffen for øje. Størrelse, farver og antal af æg i kuldet.«
»Hvis jeg havde taget alle de æg, jeg fandt, så havde jeg haft flere hundrede tusinde.«
Men rent faktisk kunne samlingen have rummet flere æg, end den gør.
En martsdag i 1982 bankede det på døren i huset i Vedbæk. Henrik Lemvighs tiårige datter lukkede op, og udenfor stod syv personer fra politiet og myndighederne, der ville tale med hendes far.
De ville undersøge huset for ulovlige æg.
Det blev nemlig i 1972 forbudt at samle æg fra fuglenes reder. Efter timers gennemgang – kaffe, te og en enkelt flaske whisky – drog politi og følge af sted igen.
Et år senere fik Henrik Lemvigh en dom, ligesom han fik konfiskeret omkring 800 æg, der var indsamlet mellem 1972 og 1982. Dommen lød på 30.000 kroner i bøde.
I forbindelse med ransagningen tog myndighederne også kartotekskortene over æggene med sig. Kort, som Henrik Lemvigh forsøgte at få tilbage, men som, ifølge æggesamleren selv, forsvandt et eller andet sted på Statens Naturhistoriske Museum.
»Jeg har slet ingen tiltro til dem.«
Og da Henrik Lemvigh tilbage i 80erne heller ikke havde held med at få de konfiskerede æg tilbage ved at foreslå en byttehandel, hvor han fik sine æg mod, at han testamenterede hele samlingen til museet, så var det stensikkert, at æggesamlingen skulle et andet sted hen.
»Så får I satantordeme heller aldrig nogensinde min samling,« besluttede han.
Og sådan gik det altså til, at Henrik Lemvighs 22.221 store æggesamling havnede på det naturhistoriske museum Naturama i Svendborg.
»Jeg ved, at de er i gode hænder. Jeg er kisteglad.«
Men hvordan gik det egentlig med ægteskabet og hustruen, som måtte undvære sin mand alle weekender i foråret, der gik fra januar til en gang ind i august, fordi han skulle på æggejagt?
Jo, selvom hun – med Henrik Lemvighs ord – nogle gange har været fortørnet over at undvære sin mand alle de weekender, så kan de i år fejre 56-års bryllupsdag.
