Østre Kaj på Odense Havn er med sine høje siloer, brede asfaltvej og industrielle æstetik nomineret til titlen som Danmarks smukkeste havneområde.

Det morer arkitekt Poul J. Larsen, som selv har en havnebygning i Odense på samvittigheden – godt nok ved Gamle Havnekaj.

For som han står der en efterårsdag på Østre Kaj med et klatmaleri af grå asfalt under fødderne og industribygninger på sin ene side og arkitektoniske prestigeprojekter på den anden, har han svært ved at se, hvordan havneområdet skulle være et af landets smukkeste.

»Jeg er nødt til at trække på smilebåndet,« siger han og kigger sig omkring.

Bygningerne, der blandt andet tæller en renoveret og genfortolket kanalfogedbolig, fejler ellers ikke noget, understreger arkitekten.

»Der ligger vidunderlige bygninger på begge sider, men det er ikke nok,« siger han.

Ifølge Poul J. Larsen er problemet slet og ret, at området ikke er et sted, man har lyst til at være. Ikke fordi det er en blæsende regnvejrsdag i oktober, men fordi det brede tæppe af asfalt mellem bygningerne er til for biler frem for mennesker.

»Livet mellem husene her er fuldstændig uden botanik. Det inviterer ikke til ophold,« siger han.

Asfalten, der dækker over dele af skinnerne på Østre Kaj, blev lagt til lastbiler og trucks på havnen.
Asfalten, der dækker over dele af skinnerne på Østre Kaj, blev lagt til lastbiler og trucks på havnen.
Vis mere

Skønhedskonkurrencen for havneområder er udstukket af interesseorganisationen Historiske Huse, der har et mål om at sætte fokus på dansk bygningskultur. Derfor er det også nogle af Østre Kajs historiske kvaliteter, der bliver fremhævet i indstillingen.

For eksempel, at der i 1880erne, hvor havnen blev udbygget med et nyt bassin, opstod et tæt bebygget atmosfærerigt miljø med pakhuse, kulpladser og siloer.

Selvom Poul J. Larsen ser god ræson i at bevare historien, når man vil omdanne et område som Odense Havn, mener han ikke, at man af den grund skal lade et nostalgisk forhold til tidligere tiders industri sætte en stopper for at gøre det lidt hyggeligt.

»Det kommer selvfølgelig an på, hvad man vil have. Hvis man vil vise, at det har været en havn med et larmende og støjende og forurenende erhvervsliv, kan man det,« siger Poul J. Larsen.

Ifølge Henrik Harnow, museumsdirektør for Odense Bys Museer og en del af komiteen, der har udvalgt i alt 15 kandidater til konkurrencen Danmarks smukkeste havneområde, kan der være stor skønhed i siloer og jernbaneskinner.

Måske ikke en klassisk skønhed, men så i hvert fald en anderledes og berigende en af slagsen.

»Er Østre Havnekaj smuk? Det synes jeg, for den fortæller også en stærk historie om Odense Havns rolle i gamle dage som udgangspunkt og mødested med resten af verden,« siger Henrik Harnow.

Han er slet ikke imod udvikling på havnen, men mener, at man skal bevare kvaliteterne ved en gammel industrihavn.

Gamle industribygninger ligger side om side med nye erhvervsbygninger, hvoraf flere er ombyggede pakhuse. Ifølge arkitekt Poul J. Larsen er det lille bord-bænkesæt et eksempel på, at man trods alt er på vej i den rigtige retninger og forsøger at skabe opholdsrum på den ellers golde kaj.
Gamle industribygninger ligger side om side med nye erhvervsbygninger, hvoraf flere er ombyggede pakhuse. Ifølge arkitekt Poul J. Larsen er det lille bord-bænkesæt et eksempel på, at man trods alt er på vej i den rigtige retninger og forsøger at skabe opholdsrum på den ellers golde kaj.
Vis mere

»Jeg mener ikke, de skal være museer, men aktive byområder. Men at fjerne havneelementer, som ikke er i vejen, er helt hen i vejret,« siger han.

Så langt er arkitekt Poul J. Larsen enig, men i virkeligheden interesserer han sig mere for fremtidens bygninger og byliv, som han er sikker på, kommer til at byde på langt mindre asfalt.

Det håber han også bliver tilfældet på Østre Kaj, som lige nu er dækket af asfalt og gamle skinner til godstransport.

»Nu står vi i et kryds, og uanset hvor jeg kigger hen, er der biler. Og hvis ikke, der var biler, ville der bare være asfalt. Og det er der jo kun for, at bilerne kan køre,« siger Poul J. Larsen.

Et byliv helt uden biler har dog lange udsigter, forudser han – også selvom det mange steder i Odense er svært at komme omkring med eller passere i sin bil.

»Det er nutidens pest, men vi kan ikke undvære den pest, fordi vi ikke har fantasi til at forestille os verden uden.«

Museumsdirektør Henrik Harnow er enig i, at kajen på nuværende tidspunkt bærer præg af, at der skulle køre trucks og lastbiler i den sidste del af industrihavnens levetid. Og hvis han skal være ærlig, tvivler han på, det falder i flertallets smag.

»Jeg vil sige, at Østre Havnekaj er en meget stærk fortælling, men om folk forstår den og nyder den og tager den ind, er svært at sige,« siger han.

Ligesom Poul J. Larsen tvivler han på, at den får titlen som landets smukkeste:

»Jeg tror, den har svært ved det.«

Det er muligt at stemme på Østre Kaj og 14 andre havneområder på Historiske Huses hjemmeside.

Andre læser også