For første gang nogensinde er Danmarks giftigste fisk, lille fjæsing, fanget på Sjællands Odde. Aldrig før er fisken spottet så sydligt i Danmark, og det giver anledning til bekymring for de badende gæster på hele Sjællands nordkyst.
Når lille fjæsing kan findes på Sjællands Odde, er det sandsynligt, at den kan skjule sig på havbunden i vandet omkring hele Nordsjælland og i Øresund. Det fortæller Henrik Carl, fiskespecialist for Statens Naturhistoriske Museum, til TV2 Lorry.
»Denne her fisk er man meget bange for ved badestrande i Sydeuropa, hvor den er et velkendt problem,« fortæller Henrik Carl til TV2 Lorry.
Selvom det er bekymrende, at lille fjæsing nu også kan findes på Sjællands Odde, vil Henrik Carl ikke fraråde nogen at bade.
Lille fjæsing er som navnet antyder mindre end den almindelige fjæsing, men den er også giftigere og mere utilregnelig.
Selvom stikket fra lille fjæsing er mere smertefuldt end for den velkendte storebror, er det sjældent farligt for voksne.
Smerterne fra stikket tager til over en halv time, og det er normalt, at der kommer misfarvning og hævelse omkring stikket.
Smerterne kan vare i op til 24 timer, og man kan opleve svimmelhed eller hovedpine.
Stikkene behandles med 40-45 grader varmt vand i 30-60 minutter. Hvis smerterne varer ved eller er meget udtalte, skal man søge læge eller kontakte Giftlinjen på 82 12 12 12.
Der er ikke de store forholdsregler at tage sig, hvis man vil undgå at stikke sig på lille fjæsing, mens man bader.
Sammenlignet med den almindelige fjæsing, der kun kommer ind på lavt vand om aftenen, færdes lille fjæsing på lavt vand hele døgnet.
Henrik Carl opfordrer alle, der har set eller oplevet et stik fra lille fjæsing, til at indsende fotodokumentation til Fiskeatlas på fiskeatlas@snm.ku.dk.

