Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Da vi for få dage siden sagde farvel til alle restriktioner herhjemme, vakte det enorm opmærksomhed rundt om i verden.

For samtidig slog vi nærmest daglig rekord med nye smittede. Og antallet af indlagte med corona var også på vej op. Og så begyndte dét, der nu har fået en dansk ekspert til at slå alarm.

En bølge af misinformation og sågar konspirationsteorier.

Det fortæller professor ved Aarhus Universitet og coronarådgiver for den danske regering Michael Bang Petersen.

»Det er voldsomme ting, der bliver skrevet,« siger den danske professor, der i høj grad har lagt mærke til, at misinformation i stor stil begyndte at blive spredt, da nyheden om Danmarks genåbning nåede udlandet.

»Ligesom genåbningen har forårsaget debat herhjemme, har den også skabt stor debat i udlandet. Og her har jeg sammen med kollegaer som Kasper Planeta Kepp forsøgt at korrigere folk, der udlægger den danske situation og de danske tal forkert,« siger Michael Bang Petersen.

Han henviser til en kollega fra DTU Chemistry. Kasper Planeta Kepp er professor og gik i weekenden ud med en række opsigtsvækkende tweets, hvor han beskrev det, der fandt sted.

'Siden Danmark besluttede at åbne, er misinformation begyndt at dukke op. Inklusive konspirationsteorier omkring manipulation af officielle tal, der grundlæggende siger, at danske læger ikke behandler patienter og reinfektioner, samt misledende data angående patienter i psykiatrien og børn,' skriver han.

Blandt de personer, som har misinformeret om de danske coronatal, er flere læger og prominente forskere fra USA, England og Sverige. Flere af dem har titusindvis af følgere på sociale medier.

En af de mest prominente er den amerikanske epidemiolog og sundhedsøkonom Eric Feigl-Ding, som har 690.000 følgere på Twitter, hvorfra han gennem pandemien har givet sit besyv med.

Her har han på det seneste haft Danmark gentagne gange under lup.

Han har blandt andet skrevet, at man ikke kan stole på de danske tal, når det kommer til indlæggelser på intensiv.

Et udpluk af den række misinformation, som professor Kasper Planeta Kepp har beskrevet på Twitter.
Et udpluk af den række misinformation, som professor Kasper Planeta Kepp har beskrevet på Twitter.
Vis mere

Han har også påpeget, at vi i Danmark har haft en voldsom stigning af antallet af indlagte børn. Og så har han beskrevet, hvordan de psykiatriske afdelinger herhjemme oplever høje stigninger på grund af omikronvarianten.

Ingen af delene er den fulde sandhed og kan anses for misinformation, mener Kasper Planeta Kepp og Michael Bang Petersen.

»Omikron har gjort det svært at forstå, hvad det er, der foregår lige nu. Der er høje smittetal og stigende antal indlæggelser, mens antallet på intensiv falder. Og det er der så folk, der har bestemte syn på pandemien og bestemte dagsordener, som spreder misinformation. Det gør de ved at udelukke dele af data eller fejlfortolke nogle aspekter,« siger Michael Bang Petersen.

Som Kasper Planeta Kepp gør i sin tråd på Twitter, slår Michael Bang Petersen fast, at stigningerne blandt indlagte børn og i psykiatrien skyldes, at mange testes positive, når de får en standardtest ved en indlæggelse på grund af noget helt andet end corona.

Samtidig bliver de indlagte børn oftest udskrevet hurtigt, da de ofte ikke bliver voldsomt syge af omikron, påpeger Michael Bang Petersen.

Fra hans stol er det et stort problem, at misinformation bliver spredt på den måde om Danmark.

»Det kan være med til at skade Danmarks omdømme, når folk får at vide, at vi bare lader mennesker dø på gangene, som nogle af dem, der spreder misinformation, skriver,« siger Michael Bang Petersen.

»Det kan også være et problem i udlandet. For der er læring at hente fra det, Danmark har gjort. Men så skal man forstå data korrekt. Vores viden er relevant for andre lande, men når debatten på sociale medier skaber misinformation, så kan det skade debatten i andre lande,« siger han.

Han er dog ikke bekymret for, at den store mængde misinformation kan få konsekvenser herhjemme, forklarer han.

»Selvom der er en del misinformation, så har vi ikke indikationer på, at det har fået betydning herhjemme. Samtidig skal man tænke på, at misinformation ofte handler om at bekræfte sine egne holdninger, så folk, der i forvejen er skeptiske, bliver mere skeptiske,« siger Michael Bang Petersen.

Andre læser også