Forsvarschef Bjørn Ingemann Bisserup er testet positiv for covid-19.

Det oplyser Forsvarskommandoen over for B.T.

»Forsvarschefen deltog som oplægsholder ved det sikkerhedspolitiske kursus onsdag den 16. september. Det kan ikke entydigt siges, hvorvidt han er blevet smittet under sit besøg ved kurset,« lyder det i et skriftligt svar til B.T.

B.T. kunne tidligere torsdag fortælle, at 29 ud af 34 kursusdeltagere til Forsvarschefens Sikkerhedspolitiske Kursus (SIKU) - der fandt sted i uge 35 og 38 - er blevet smittet med corona. En mangler fortsat at få endeligt svar.

Forsvarskommandoen oplyser til B.T., at forsvarschefen følte sig sløj lørdag den 19. september - to dage efter sidste kursusdag - og derfor valgte at blive testet.

»Han befinder sig i isolation og varetager fortsat sine arbejdsopgaver. Det får ikke konsekvenser for Forsvarets opgaveløsning,« lyder det fra Forsvarskommandoen.

SIKU er et højprofileret kursus, der hvert år løber over to uger. Det er Forsvarsakademiet, der står for det, og deltagerlisten - som udgøres af centralt placerede meningsdannere i det danske samfund - håndplukkes af Forsvarschefen selv.

Formålet med SIKU er »på et højt niveau at beskrive og diskutere den aktuelle udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske situation set i såvel dansk som europæisk og globalt perspektiv.«

Over for B.T. har Peter Dahl Thruelsen, der er dekan for Forsvarsakademiet og kursusleder på SIKU, tidligere forklaret, at alle gældende retningslinjer i forhold til corona blev overholdt under de to kursusuger.

»Vores vurdering er, at vi har overholdt alt, hvad der var af regler på det pågældende tidspunkt, og det er også den vurdering styrelsen for patientsikkerhed har haft,« siger han til B.T.