Danmarks Eurovision-håb, Søren Torpegaard Lund, har allerede vundet ved årets internationale melodigrandprix.

Nummeret "Før vi går hjem" har modtaget komponistprisen ved uddelingen af Marcel Bezençon Awards i Wiener Stadthalle i Østrigs hovedstad, Wien, kort inden årets finalebrag begynder.

Det er ikke kun fans og fanjuryer, som bedømmer årets grandprixsange.

Alle sangskriverne, der har været inde over årets 35 grandprixsange, har stemt på, hvilken de synes, er årets bedste.

Og her faldt valget på "Før vi går hjem".

Søren Torpegaard Lund, som har skrevet sangen sammen med Clara Sofie Fabricius, Thomas Meilstrup og Valdemar Littauer Bendixen, var på scenen i presserummet, hvor prisen blev uddelt, for at tage imod hæderen og en statuette.

- Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige ... Jeg deltog for knap tre år siden i det nationale melodigrandprix, og efter den oplevelse begyndte jeg selv at skrive sange, fortæller han.

Søren Torpegaard Lund stillede i 2023 op i Dansk Melodi Grand Prix med den nostalgiske ballade "Lige her", men han måtte se sig slået af den færøske tiktokker Reiley, der repræsenterede Danmark til Eurovision senere det år med nummeret "Breaking My Heart".

- Jeg havde lyst til at vende tilbage med en sang, jeg selv havde skrevet. Så det er en drøm, der er gået i opfyldelse, at alle de andre fantastiske sangskrivere har peget på mig.

For tre år efter sin debut i Dansk Melodi Grand Prix vendte Søren Torpegaard Lund tilbage til konkurrencen, og denne gang gik han hele vejen og har dermed kunnet indløse billet til årets Eurovision med "Før vi går hjem".

Da Søren Torpegaard Lund i torsdagens semifinale kvalificerede sig til lørdagens finale, var det første gang i 29 år, at en dansksproget sang fik muligheden for at gå hele vejen.

Og med prisen inden finalen har sangen i hvert fald vundet hos sangskriverne.

- Jeg kan slet ikke tro det, tusind, tusind tak - nu har jeg i det mindste vundet noget i dag, lyder det fra Søren Torpegaard Lund.

Ud over komponistprisen blev der uddelt to andre hædersbevisninger.

Artistprisen, som uddeles af landenes respektive grandprixkommentatorer, går til Bulgarien og balkanlandets bombastiske sang "Bangaranga" af sangeren Dara.

Endelig uddeles presseprisen, som journalister, der dækker grandprixet, stemmer om vinderen af. Den går til den australske sangerinde Delta Goodrem, der vil forsøge at vinde årets Eurovision med den storladne ballade "Eclipse".

Om Søren Torpegaard Lund også vinder selve Eurovision, bliver afgjort lørdag aften. Finalen kan ses på DR1 fra klokken 21.

/ritzau/