Danmarks ældste nulevende person, Kirsten Schwalbe, kan fejre sin 112-års fødselsdag tirsdag.

Senere på året - til oktober - kan hun blive den ældste person, der har levet hele sit liv i Danmark.

Det skriver TV Midtvest, som følger Kirsten Schwalbe og bestyrer hendes Instagram-profil, som har flere end 33.000 følgere.

TV 2 har fulgt Kirsten Schwalbe det forgangne år, og til april kan optagelserne ses i programserien "Kirstens vilde år".

Ifølge mediet bor fødselaren fortsat i sit eget hjem og klarer hverdagen selv med et par daglige besøg fra hjemmehjælpen.

Selv tror Kirsten Schwalbe, at en del af forklaringen på hendes lange liv skal findes i generne - fire af hendes ni søskende blev ligeledes over 100 år, fortalte hun til Berlingske i 2024.

Derudover sagde hun også i interviewet med avisen, at hun havde været meget fysisk aktiv i sit liv, ikke havde røget cigaretter og først havde smagt alkohol i en sen alder.

Til TV Midtvest tilføjede hun samme år, at humøret også var afgørende.

- Vi skal have noget at grine af. Jeg tror også, det er med til at holde liv i os.

Plejehjem var på tale for to års tid siden, hvor hun fik tilbudt en plads af kommunen. Men hun afslog, har hun fortalt til Alt for damerne.

- Jeg sagde det til mine børn, som spurgte "Hvorfor?", og da jeg sagde, at det var for deres skyld - for at gøre det nemmere for dem - sagde de, at det ville de ikke høre snak om, fortalte Kirsten Schwalbe til mediet.

Kirsten Schwalbe kom til verden i marts 1914 - dermed blev hun født inden 1. verdenskrig.

/ritzau/